Næste station PTSD

Opdateret 24. marts 2021

De fleste af os går gennem livet med få eller måske ingen traumer. For nogle af os, møder vi traumerne i forbindelse med ulykker, vold i familien, overfald, eller måske endda gennem vores arbejde. Lone er en af dem, der gennem sit job som lokofører har påkørt mennesker med sit tog, og har været tæt på mange andre gange. Lone Maluna Free Jensen har beskrevet sine oplevelser med følelse og ærlighed i sin bog ”Næste station PTSD”. Hun havde brug for at lægge fortiden bag sig og skue mod en fremtid, som forhåbentlig vil hende det godt.

Lones liv blev vendt på hovedet, da hun forlod DSB

Jeg har læst Lones bog, og hun har givet mig lov til at genfortælle noget af det, hun har oplevet på godt og ondt på sin rejse i jobbet ved DSB, i arbejdsprøvninger, og som mor, der kæmpede for at få hjælp til sine børn. Lone endte med at få en førtidspension, men livet fortsatte. Hvad skulle Lone nu bruge sit liv til? Hun arbejdede som frivillig, og var kreativ og spirituel. Undervejs fik hun nogle gevaldige knubs, som retraumatiserede hende, så hun havde brug for at trække sig tilbage, for at skabe ro i sit indre. Stærkere og med en tro på fremtiden vovede Lone sig ud i livet igen, hvor hun valgte at tage på pilgrimstur i Buddhas fodspor. Det blev en smuk spirituel rejse, som gav hende en tro på sine egne evner, men også en rejse, som udfordrede hendes PTSD og som førte til nye traumer.

Som læser kan jeg genkende Lones fortælling

I bogen har jeg kunne genkende Lones følelser og prøvelser. Jeg har selv haft mit at kæmpe med i de traumer, som jeg har haft. Det har også været svært for mig at finde frem til en hverdag, hvor jeg har det godt med min PTSD og Kompleks PTSD. Det har derfor været rart for mig at læse Lones fortælling. Jeg har genkendt mig selv gang på gang. Det giver en ro indvendigt at vide, at man ikke er alene om at have det som man har det.

Lone ville ikke slippe sit job som lokofører

I sit job ved DSB oplevede Lone mange gange at hun enten påkørte mennesker med dødelig udgang, eller var tæt på det:

”Børn der trillede rundt på sporet. Folk der lige nåede over, inden at jeg kom buldrende (med mit tog). Kollegaers oplevelser, der blev drøftet på stuen. Jo jo, jeg var en af ”gutterne” ,og jeg nød det i fulde drag. Jeg følte mig hjemme, og jeg elskede mit job.”

Opdagede ikke, at hun fik det dårligere og dårligere

Selv om Lone syntes, at hun kunne klare det hele, havde påkørslerne indprentet sig i hendes sind, og hun ændrede sig lige så stille og fik det dårligere, men det opdagede hun ikke. Hun havde for travlt med at passe sit job som lokofører og passe sine 4 børn:

”…Jeg var superglad, da jeg kom på arbejdet igen (efter min graviditet). Jeg havde i flere omgange været ved psykolog, hvor hun advarede mig, at jeg var ved at forandre mig. Jeg flygtede på jobbet, tog overarbejde og var på hele tiden. Jeg fik det bedre – troede jeg!”

”…Jeg har det meget dårligt, føler folk ikke tror på mig, drømmer om mine ulykker ved DSB. Det værste er nu, at det er mine egne børn, der løber ud foran mig (toget). Jeg er meget efter mine børn. De må næsten ikke gå over vejen, køre i bus alene, gå ud om aftenen. Jeg er sikker på, at alverdens ulykker skal ske for dem, og indimellem råber (jeg) også for højt.”

På den måde gik det i flere år, men en dag havde hendes psyke fået nok:

”…Jeg kører til Fredericia. Men den dag i dag må jeg indrømme, jeg må have kørt på rutinen, for jeg husker intet. Hvordan jeg kom ned og hjem, tog min bil og kørte helt hjem, er fuldstændig væk fra min hukommelse. Næste dag vågnede jeg badet i sved, rystende og angst. Jeg kunne ikke tage mig af mine fire børn, ringede til min lillesøster, som kom og fik mig til lægen. Jeg havde fået et nervesammenbrud!”

Både Jobcenter og Lone selv troede, at Lone kunne arbejde

Det var ikke sådan, at Lone bare accepterede, at hun ikke mere kunne arbejde. Hun var lokofører, og vant med at styre mange tons store tog og have et kæmpe ansvar for andre menneskers liv. Selvfølgelig kunne hun arbejde, og det syntes Jobcenteret også. Lone kom i et 6 år langt forløb med arbejdsprøvninger, hvor hun bare fik det dårligere og dårligere psykisk – og fysisk. Hendes krop skreg, at hun ikke kunne klare det. I lang tid overhørte Jobcenteret og Lone signalerne, men efter 6 års arbejdsprøvning sagde Lones jobkonsulent, at nu måtte de stoppe med jobprøvning. Du skal have en førtidspension. Det havde Lone meget svært ved at acceptere:

”…Nu føler jeg bare ikke, at jeg kan bruges mere. Jeg kan da lave et eller andet. Så føler jeg bare ligesom… så følte jeg ligesom sådan en nedgradering. At der blev taget medaljer af mig. Alt det er taget til forskellige typer tog… Og man havde bygget op og taget alle kørelicenser, læst tykke bøger og havde en god forstand. Så følte jeg bare, at nu blev det hele rykket af. Jeg var bare et nul.”

Begge børn fik diagnoser

Lone havde som sagt 4 børn, og de var påvirket af, at Lone havde det så dårligt. Især de to yngste havde problemer, og Lone kæmpede for at få hjælp til dem.

”…De (skolen) mente bare, at drengene trængte til struktur og trygge rammer. Ved de udtalelser følte jeg altid, at de så ned på mig i rollen som mor. De var slet ikke klædt på til at forstå, hvad der skete i min verden, hvor PTSDén blev værre og værre. Det var jeg egentlig heller ikke!”

”…Efter konfirmationen gravede han (den yngste søn) sig ned igen (depression), og vi fik det begge værre og værre. Jeg havde min anden søn godt placeret i aflastning hver anden weekend og i en specialklasse. Der får jeg hjælp og god vejledning. Han blev sat lidt til side, da jeg ikke formåede at tage mig af begge, så desværre havde han og jeg nogle grimme konfrontationer, hvor jeg ligefrem direkte tilkaldte muligheden for et aflastningssted, så han kunne komme derud med det samme. Den tid var uudholdelig. Han hadede sin lillebror, da han tog al min tid, som han sagde.”

”Til sidst tog systemet affære. Min egen psykiater henvendte sig til kommunen og sagde, at jeg ikke kunne klare det psykiske pres mere, dels på grund af min PTSD, og også for begge drenges ve og vel.”

Var i spidsen som frivillig for udsatte

Lone har altid haft et arbejde og ser det også som en del af sin identitet at hjælpe sine medmennesker. Hun har altid taget sig af andres problemer fremfor sine egen. Det var nok også noget af grunden til, at hendes krop og psyke til sidst sagde stop, men bare fordi Lone havde fået en førtidspension, var hendes grundlæggende behov for at hjælpe andre, ikke ændret. Hun var med i 5 år som frivillig i et team, der hjalp udsatte og deres børn op til julen. Det var hendes hjertebarn, og hun følte, at hun ved at hjælpe andre, fik det bedre. Samarbejdet med andre frivillige i juleteamet holdt hende oppe.

Fandt energi i det alternative og i at være alene

Som PTSD-ramt ændres ens evner, og hvad man kan holde til, men behovet for at være nyttig, og for at der er brug for en, ændrer sig ikke, men Lones trang til at hjælpe andre er også hendes værste fjende. Når hun fik det dårligt psykisk i sit frivillige arbejde eller, når hun følte sig svigtet af sine medmennesker, trak hun sig tilbage og helligede sig til det alternative og buddhismen. I tre somre boede hun også alene i en campingvogn et øde sted, mens hun syslede med at male, dyrke det alternative, meditere og slappe af.

Følte sig stærk som fuglen Fønix

Da Lone følte, at hendes krop var opladet igen, følte hun sig stærk som fuglen Fønix, og var klar til at rejse sig igen. Hun valgte at tage på en 7 uger lang pilgrimsrejse i Buddhas spor. Det var utrolig angstprovokerende for Lone at gøre det, da hun som så mange andre PTSD-ramte vidste, at hun kunne blive trigget af rigtig mange ting og af mennesker på sin rejse. Lone troede imidlertid på sig selv, for gennem meditation og hvile, havde hun lært at beskytte sig selv, når hun blev trigget af sine traumer.

7 ugers pilgrimsrejse gav Lone både ro men også retraumatisering

Det var afgjort en udfordring, da Lone tog på pilgrimsrejse. Hun følte dog trøst i, at hun havde nogle medrejsende fra Danmark og en højtstående rinpoche (i gruppe med Dalai Lama)og en munk, som var med på den lange rejse gennem Indien, Nepal og Thailand. Det var en smuk oplevelse for Lone på både det indre og det ydre plan. Hun oplevede, hvordan man praktiserede buddhisme, og hun sejlede i robåd på Ganges-floden, hvor et smukt smykket lig blev sendt ud på en brændende robåd. Hun så også de smukkeste templer i Lumbini og følte roen og en stor kærlighed til livet, da hun nød skønheden i Nepals bjerge:

”… Jeg levede mig ind i den buddhistiske skik med deres kærlige mantraer og gik rundt om Stupa hver dag… Det var som om, at jeg havde lagt al smerte, bekymringer og stress bag mig. Født på ny. Og jeg takkede i mine tanker Buddha for denne fantastiske rejse, jeg følte var en åbning til et nyt liv…”

Traumatiske oplevelser i Østen triggede Lones PTSD

Alt var imidlertid ikke skønhed og glæde. Lone oplevede også bagsiden af samfundene med fattigdom, hvor børn blev brugt som tiggere af deres forældre, truende omgivelser med vold, og kørsel, som var forbundet med tæt på død oplevelser og lig liggende midt på vejen. Lone blev også voldsomt syg og fik at vide, at det kunne blive nødvendigt med en indlægges på et indisk sygehus:

”…Det var værre for mig at skulle overlades til fremmede menneskers arme, så hellere ligge her og dø sammen med nogen, som jeg følte mig trygge ved. Det ender med, at jeg får drop med B12-vitaminer for væskebalancen de næste to dage, hvor de siger, at får jeg det ikke bedre, så må jeg på sygehuset. Jeg beder til både Gud, universet, Buddha og er skrækslagen. Jeg er sikker på, jeg aldrig ser mine børn mere, at mit liv er slut.”

En masse pencillin gjorde heldigvis, at Lone kunne rejse videre sammen med sine medrejsende. De dårlige oplevelser satte sig i Lones psyke, men hun klarede sig gennem dem med den meditation, som hun havde lært ved munkene i Indien.

Ladt alene på en ø i Thailand uden penge

Der var nu kun 3 uger tilbage af pilgrimsturen. De fleste medrejsende tog hjem, og Lone og en kvindelig medrejsende valgt at slutte deres rejse på en ø i Thailand. Det viste sig at være en dårlig beslutning. Lone og hendes medrejsende blev snydt af stedet, hvor de havde fået hytter. Deres kontis blev overtrukket, så de ikke havde flere penge at gøre med.

Den medrejsende viste en ny side af sig selv, hvor hun både nedgjorde og ignorerede Lone, og på et tidspunkt blev nærmest psykotisk. Den medrejsende blev hentet af en læge og sygeplejerske fra Danmark. Som medrejsende var Lone forsikret, så hun kunne komme med, hvis en af dem blev syg. Det skete imidlertid ikke. Lone blev efterladt i 12 dage på øen.

”Jeg hulkede nærmest og sagde: ”Jamen hvad med mig?” Du lovede ikke at forlade mig. Til det svarede hun: ”Det kan jeg ikke gøre for. Nu må du få det bedste ud af det. Se positivt på det, nu har du det hele for dig selv.”

Med kun ganske lidt penge til mad, blev Lone efterladt i Thailand. Der var morgenmad med i prisen, så der sørgede Lone for at spise og samle noget mad, og ellers var hun alene med en følelse af svigt, afmagt og bølgerne langs stranden.

Trekkingtur i de Thailandske bjerge var for hård

Lone ønskede at huske tilbage på Thailand med lidt glæde, så den sidste dag på øen meldte hun sig til en mini trekkingtur. Hun nød blomsterne og dyrene i junglen, men måtte op af et bjerg sande, at hendes krop ikke kunne holde til klatreturen. En af guiderne fulgte Lone ned ad bjerget. Lone var dehydreret, afkræftet, havde svært ved at trække vejret og tumlede ned af bjerget, uden tanke for giftige insekter og planter. Turen op havde taget over 3 timer, og der var lige så langt ned igen. Lone mærkede dødsangst trænge sig på.

Da Lone endelig var i sikkerhed igen nede fra bjerget, skulle hende og guiden gå over en time til en elefantlejr. Lones krop rystede så meget af chokket, at guiden måtte hjælpe hende med at få væske i sig. Der ville gå yderligere 3 timer før, at de andre på guideholdet ville hente dem. Guiden prøvede at overtale Lone til at tage på elefantryg ind gennem junglen:

”… Jeg sagde, at jeg ikke skulle nyde noget af den jungle, men han (guiden) fik mig overbevist om, det kunne ryste den dårlige oplevelse af mig, så jeg sagde ja. Jeg tror, at de (indfødte) fornemmede, at jeg var ved at gå i chok, så de ville have mig til at fokusere på noget andet, og det var jordens mest kærlige elefant. Hun mærkede mig – det var jeg ikke i tvivl om. Hun tog snablen hen og kælede mig forsigtigt på armen og hovedet, og jeg kom op på hendes ryg og drog ud i junglen med de indfødte.”

Lone var stærkt medtaget af de mange indtryk på trekkingturen. Da hun var hjemme igen i sin hytte mediterede hun, men hendes krop var stået af. Benene nægtede at fungere. Det klarede hun sig også igennem.

Lones pilgrimsrejse var ved at være slut. Den endte i Bangkok, hvor hun mødtes med en tidligere medrejsende, som hjalp hende med at få en god slutning på hendes rejse.

Rig på værktøjer og glæde over pilgrimsturen

Der gik 1 år før Lone blev sig selv igen. Nu ser hun tilbage på sin pilgrimsrejse med glæde over den pragtfulde natur og kultur, som hun har oplevet, de mennesker, som hun har mødt, men også rig på værktøjer til at håndtere de udfordringer, som livet helt sikkert vil give hende.