Panik og frygt i tandlægestolen

Opdateret 1. juli 2020

En tur ved tandlægen kan for mange mennesker være en ubehagelig oplevelse. For mig, der har PTSD, kan ubehag ikke beskrive, hvordan jeg havde det, da jeg fik rodbehandling ved tandlægen i går. Det gik galt med kommunikationen mellem min tandlæge og mig, og uheldige omstændigheder satte mig i en paniktilstand. Jeg følte mig fastlåst og uden kontrol. Ligesom jeg havde følt under de traumer, som var årsagen til min PTSD. Kommunikation og indlevelse kunne have gjort min oplevelse bedre. I stedet sad jeg bagefter med en følelse af, at jeg havde været udsat for et overgreb, og kun få forstod, at jeg kunne føle sådan.

Kunne ikke få en akuttid

For 8 dage siden startede jeg med at få tandpine, og lige før weekenden eskalerede den, så tandpinen var meget smertefuld. Jeg ringede derfor til tandlægen. De havde først en tid om mandagen eftermiddag. Det var lang tid at vente, når man har en frygtelig tandpine, som bredte sig fra øre til kæbe og hals.

I weekenden levede jeg af smertestillende medicin og kolde drikke og havde isposer på min kæbe. Ventetiden var ulidelig, men jeg var vant med at tage mig sammen og være stærk, så selvom mine tanker gik til vagtlægen, mente jeg, at jeg nok skulle klare mig til om mandagen.

Mandag morgen følte jeg mig dog langt fra stærk. Jeg ringede til tandlægen og bønfaldt dem om en tidligere tid, men det kunne første blive klokken 14.15, sagde de i tandklinikken. Jeg undrede mig over, at det ikke var muligt at få en akuttid, når smerterne var så voldsomme.

Lukkede af for mine følelser

Mine smerter og PTSD fyldte mig med angst i ventetiden. Derfor prøvede jeg at fokusere på noget andet og mediterede, men smerterne gjorde mig uklar i hoved. Noget var rivende galt. Jeg overså min krops signaler, og lukkede af for mine følelser.

Kom forberedt til tandlægebesøget

Da jeg dagligt lever med PTSD ved jeg, at jeg altid skal være forberedt på, at jeg bliver overvældet af angst. Derfor tog jeg høretelefoner med til tandlægen. Jeg var fuldstændig klar til at komme til tandlægen og få løst mit problem: Den tand skulle ud. Ligegyldigt hvad. Den havde givet mig problemer før. Nu var det slut.

Jeg havde været ved tandlægen før, og han mente selv, at han var forberedt på, at jeg havde PTSD, og var klar over de ekstra hensyn det krævede. Han syntes, at han havde styr på det og den risiko for flashbacks der var, fordi han havde taget nogle kurser om psykiske lidelser og tandlægebesøg.

Min selvsikkerhed forsvandt og jeg var magtesløs

Da jeg endelig lå ned i tandlægesolen, sagde jeg med selvsikkerhed, at jeg ville have tanden rykket ud, og det var her, at mit mareridt begyndte.

Den selvsikkerhed som tandlægen viste, føltes på mig som en arrogance. Han tog fuldstændigt kontrollen fra mig, mens jeg lå i tandlægestolen. Jeg følte, at han stædigt holdt mig fast, for at undersøge hvor min smerte kom fra. Det gjorde, at jeg mistede overblikket og min tro på, at jeg vidste, hvad der var bedst for mig selv. Fra at jeg var sikker på, at tanden skulle ud, følte jeg mig i stedet lammet og magtesløs. Følelser som var en gentagelse fra mange af mine traumer.

Jeg kunne ikke skrige

Tandlægen gav mig stød inde i munden, og jeg blev stukket og varm voks blev puttet på mine tænder. Den varme voks gled uheldigvis ned i mine tandlommer og gav frygtelige smerter, og jeg forsøgte at skrige, men det kunne jeg ikke. Min mund var fyldt med værktøj, og min mund spændt op i en åben stilling.

Magtesløs som i mine traumer

Jeg ved godt, at tandlægen blot forsøgte at gøre sit arbejde, men for mig føltes det som et overgreb. Jeg var fastspændt lige som dengang, hvor jeg blev udsat for et voldeligt overfald. Jeg følte mig magtesløs ligesom dengang, hvor jeg påkørte nogen som lokofører, og da jeg var tæt på at påkøre børn, som løb over togskinnerne foran mit tog.

Tandlægen konkluderede at jeg skulle have rodbehandling

Tandlægens arbejde bar frugt. Han konkluderede, at han havde fundet årsagen til mine smerter i munden. Det var en infektion i en nerve dybt nede, og jeg skulle derfor have en rodbehandling. Jeg peb, at jeg bare ville have hele tanden rykket ud, for jeg var ligeglad med den tand. Det var tandlægen uenig med mig i. Han sagde, at tanden var god nok. Den holdt 60 % fast i knoglen. Jeg bøjede mig. Han måtte vide bedst.

Angsten væltede ind over mig

Det gik hurtigt. Jeg blev bedøvet med sprøjte 3 steder omkring min tand. Min psyke kunne slet ikke følge med, så jeg mærkede angsten vælte ind over mig. Bedøvelsen var begyndt at virke, og jeg følte mig magtesløs igen. Jeg vidste, at det ville hjælpe mod min angst, hvis jeg samtidig med rodbehandlingen kunne høre musik. Jeg gjorde tegn til tandlægen om, at jeg ville have mine høretelefoner ud af min lomme og op til ørerne. Jeg fumlede rundt i min lomme, og det lykkedes mig at få høretelefonerne i ørerne. Imens arbejdede tandlægen videre. Der skulle arbejdes effektivt. Jeg mærkede gråden og panikken presse på og følte mig prisgivet tandlægen.

En alarm kimer i mine ører

I min panik klemte jeg hårdt om min mobiltelefon. Pludselig lød der en høj alarm i mine ører. I panik prøver jeg at rykke i klinikassistenten. På det tidspunkt er min knogle i munden blotlagt. Det ved jeg, og derfor lader jeg mit hoved være i det leje det er i, trods at jeg havde lyst til at rykke alt værktøjet ud af munden. Alarmen kimer i mine ører, og det lykkedes mig heldigvis at få kigget på mobiltelefonen henover tandlægebakken. Jeg kan se, at mobiltelefonen ringer til 112. Med fagter prøver jeg at vise tandlægen, at telefonen ringer til 112. Både tandlægeassistenten og tandlægen ignorer mine fagter, og tandlægen siger: ” Det der forstyrrer altså. Jeg kan ikke stoppe nu.”

Pårørende er alarmeret og ringer derfor til mig

Nu er jeg for alvor i panik. Via en app er der nu sendt S.O.S. signal fra alarmcentralen til mine børn og mine børn ringer til mig. Høretelefonerne ringer og ringer i mine ører. Jeg kan ikke komme til at slukke min telefon Jeg fagter med hænder og fødder for at gøre opmærksom på, at jeg har brug for hjælp, men min krop er holdt nede i stolen. Jeg kan mærke, at jeg ingen kontrol har over situationen og hele min krop er i alarmberedskab. Endelig bliver der ro på min mobiltelefon. Det lykkedes mig at få mig vristet fri, og da jeg rejser mig op banker jeg ind i klinikassistenten. Jeg kigger hende ind i øjnene, og nu slukker hun endelig for mobiltelefonen.

Frygt for brand og indbrud

Der går 15 minutter mere, hvor jeg prøver at meditere for at få ro indvendigt. Operationen er færdig, og jeg prøver at forklare, hvad der var sket. Det var svært, for min mund var hævet, så jeg kunne næsten ikke tale. Men jeg fik da fortalt om alarmen, og at jeg troede, at tyverialarmen i mit hjem var sat i gang, eller at mit hus stod i flammer. Tandlægen sagde bare: ”Nå. Okay. Det var ikke så godt.” Og så snakkede han ellers videre om min operation, og om at jeg skulle komme igen for at få den gjort helt færdig og bla, bla, bla.

Jeg hørte ikke tandlægens snak. Jeg tænkte i panik kun på om mit hus stod i flammer eller der var forsøgt indbrud. Jeg ville ud, og jeg ville hjem.

Jeg havde ved et uheld aktiveret ”Alarm 112”

Heldigvis kom der en sms fra min søster. Hun spurgte om jeg var ok. Jeg opfattede nu, at det ikke var min husalarm, som havde ringet. Stadig var der dog en rød bjælke øverst på min telefon, hvor der stod SOS og 112. Jeg ringede til min søster, og skyndte mig hurtigt hjem. Og nu begyndte andre pårørende at ringe.

Det der var sket var, at jeg havde aktiveret ”Opkald til 112” flere gange ved at klemme på min mobiltelefon mens jeg lå angst i tandlægestolen, og jeg havde ikke været i stand til at slukke den. Derfor havde den sendt besked ud til flere af mine pårørende, om at jeg havde forsøgt at ringe til 112. Det var ydmygende og flovt for mig, at det skete.

De fleste af mine pårørende forstod ikke hvor traumatisk oplevelsen var for mig

Jeg fik talt med alarmcentralen og mine pårørende. En af dem kom med en bemærkning om, at det var træls at modtage de falske alarmer. 2 gange tidligere havde jeg sat brandalarmen i gang, fordi der var ild og røg i mit hjem, som det dog lykkedes mig selv at få slukket. Nu fik jeg så at vide, at det var træls, at de fik de opringninger, da det jo gjorde dem urolige. At de til sidst måske ikke vil reagere, hvis der virkelig var brug for hjælp. Det gjorde mig ked af det, at min pårørende så sådan på det, for jeg var uden skyld i det der skete, og jeg følte ikke, at den pårørende forstod, hvor forfærdelig hele situationen havde været for mig.

Da jeg fortalte de nærmeste, hvor forfærdelig hele oplevelsen ved tandlægen havde været for mig, kunne jeg mærke, at de fleste ikke forstod mig. De forstod ikke, hvordan tandlægesituationen trak tråde tilbage til tiden, hvor jeg i gentagne traumatiske situationer havde mistet kontrollen, følt mig magtesløs overfor overgreb og med rædsel havde set mit liv gå i stykker foran mig. For mig var tandlægebesøget ikke blot en ubehagelig oplevelse, som de ville have følt det. For mig var det en kamp for at overleve og undslippe et overgreb. Som under mange af mine traumer blev jeg mødt med manglende forståelse for mine følelser, og hvor forfærdelig situationen var for mig. De så ikke min smerte. De tog mig ikke alvorlig. Det var det værste for mig.