At leve med Kompleks PTSD, når døden er et reelt problem
Opdateret 23. april 2024
Med Kompleks PTSD i bagagen og med min nylige diagnose, kræft, står jeg midt i en traumatisk periode i mit liv. Mange tanker løber gennem mit hoved, og min adfærd har ændret sig. Mistroen kommer mere til udtryk, men også angst, magtesløshed og meget mere. Operationer i begge bryster og eftervirkninger plager mig, og stadig kommer der nye patologiske rapporter, som jeg skal forholde mig til, og kræftlæger, der vil finde ud af, hvordan de kan reducere min risiko for tilbagefald.
Har før set døden i øjnene
Der er 35 % risiko for at jeg får kræft samme sted igen indenfor en kort årrække. Traumet vil således ikke slippe mig og lade mig komme videre med mit liv. Det lurer i mørket og kan ramme mig igen. Det her er mit nye liv, hvor jeg skal leve med, at min død kan være mere tæt på, end jeg havde forestillet mig. Jeg har før set døden i øjnene. Det er derfor, at jeg har Kompleks PTSD, men selvom jeg på en måde føler, at jeg klarer det her kræft, som alt det andet, jeg har klaret, så er jeg bestemt ikke upåvirket.
Skaber en meget travl hverdag
Min adfærd har ændret sig på flere måder. Blandt andet har jeg bemærket, at jeg ubevidst sørger for at have meget travlt. Tidligere havde jeg en hverdag som førtidspensionist med maksimalt 2-3 aftaler om ugen, hvor aftalerne gerne skulle være af kortere varighed, hvis jeg ville undgå stress. Det er ændret. Nu tager jeg 10 aftaler ind i min kalender – endda 3 på samme dag. Jeg forstår ikke mig selv. Jeg er et fornuftigt menneske, som har gjort meget for at forme min dag, så den ikke stresser mig, så hvad sker der med mig?
Mod bedre viden, stresser mig selv
Jeg har gang i et større byggeprojekt i Peters og mit hus. Håndværkere løber ind og ud ad døren. Jeg hader det, for jeg kan ikke slappe af, når der er nogen der rumsterer omkring mig. Alligevel har jeg fået skiftet vinduer og radiatorer i huset, malet stuen og er ved at få lagt nye gulve i hele underetagen, og så har jeg også lige lavet en aftale med en murer, som skal om fuge noget af vores hus. Stop dig selv, tænker jeg, men det gør jeg ikke. Jeg kører frem som var jeg en Duracell-kanin, og jeg ved at det er usundt for mig, men hvorfor gør jeg det så?
En flugt fra magtesløsheden
Svaret ligger ikke lige under overfladen. Jeg må gå dybere ned. Jeg flygter! Typisk PTSD-symptom. Hvis jeg tænker mere over min livssituation og de farer min kræftdiagnose medfører, så brister jeg i gråd, for jeg føler mig så magtesløs. Jeg kan ikke styre, hvad min krop gør ved mig, og kontrol er noget af det, som er mest vigtigt for mig, som PTSD-ramt.
At drive mig selv frem ud over mine egne grænser, får mig til at glemme det traume, som jeg sidder i. Mit humør er fint og jeg er handlekraftig. Nogen siger, “at man skal komme videre med sit liv”. At det ikke nytter noget at hænge fast i det slemme, som man har oplevet.” Som PTSD-ramt ved jeg godt, at det ikke er noget jeg kan styre. Min krop gør det, den mener er bedst i den traumesituation, som jeg befinder mig i. For mig er det åbenbart flugt i det her tilfælde. Jeg flygter op i mit hoved, hvor jeg aktivt tager beslutninger og finder løsninger på alle mulige praktiske problemer, som har med vores hus og familie at gøre. Når jeg gør det, behøver jeg ikke at forholde mig til, hvordan jeg selv har det. Tankerne og følelserne om det, at jeg ikke har noget som helst kontrol over min egen krop og overlevelse, er for smertefuld.
Søger indflydelse og selvbestemmelse
Et andet projekt har også taget min opmærksomhed. Jeg fornemmer en krigs-stemning i verden og frygter, at en tredje verdenskrig lurer i baggrunden. Måske ikke nu, men måske om 5 år. Jeg vil være forberedt, så min familie kan klare det, hvis forsyningssikkerheden, Internettet eller madleverancer svigter. Derfor har jeg samlet alt det, som jeg mener, vi vil have brug for som familie i 10 dage, og faktisk også så vi kan sikre os selv vand, varme og el i længere perioder. Hvorfor gør jeg så det? Her kommer det ubevidste ind igen. Jeg kan ikke styre min egen overlevelse i kræftforløbet, men jeg kan gøre noget konkret for at forbedre min families overlevelse i en krig. Så føler jeg, at jeg har indflydelse og selvbestemmelse, og det har jeg i højt brug for. Jeg har også haft en trang til at løbe, men det har jeg måtte sætte til side, på grund af operationer og komplikationer, men trangen er der. Hvorfor mon? At løbe er en anden måde, jeg kan flygte på. Jeg kan føle, at jeg løber væk fra faren.
Kan jeg vise lægerne tillid?
Møderne med kirurger og kræftlæger er drysset gavmildt hen over min kalender. Jeg sidder overfor lægerne og prøver at virke mindst PTSD-agtig som muligt. Jeg er venlig og prøver at vise at jeg er normalt fungerende, så de vil lytte til mig. Jeg er bare ikke normalt fungerende. Jeg har Kompleks PTSD. De fleste af mine traumer kommer af kontakten med sundhedsvæsnet. Jeg har ikke den blinde, danske tillid til, at alt vil gå godt, og at lægerne er dygtige og vil mig det bedste. Mine erfaringer viser en anden historie. Derfor kommer jeg til møderne med mine mange spørgsmål, og jeg har undersøgt videnskabelige artikler om min kræfttype og strålebehandling. En læge og sygeplejerske så min velordnede mappe med alle mine nødvendige papirer. Sygeplejersken så undrende på mig: ”Får du det bedre af det?” Det kunne jeg så bekræfte, at jeg gjorde. En anden læge skrev i min journal, at jeg virkede mistroisk. Da jeg læste det, grinede jeg. Han skulle bare vide.
Jeg har gennemgået 3 operationer indenfor en måned. Det har været svært. Helt frivilligt har jeg måtte lade læger lægge mig i fuld bedøvelse og operere mig, og passe på mig bagefter, når min hjerterytme gik amok, og min hjerne var sløret af medicin. Min forræderiske krop har gjort mig afhængig af andres hjælp. Jeg hader det. Jeg kan klare mig selv og har ikke brug for nogens hjælp! Det bilder jeg mig selv ind. Sandheden har givet mig en velfortjent lussing. Jeg har brug for hjælp. Der findes dygtige læger, og jeg har mødt så mange empatiske sygeplejersker.
Følelser og kropslige fornemmelser er i dvale
Når jeg nu har overfyldt min kalender med kræftaftaler og renovering af vores hus, må jeg selvfølgelig kunne mærke det på min krop. Det plejer jeg at kunne, men også det er ændret. Jeg er traumatiseret her og nu. Min krop er anspændt. Kropslige fornemmelser ligger i dvale og mine følelser kan ikke beslutte sig for om de vil lukkes helt ned, eller gennembryde alle diger.
Jeg taler om mit kræftforløb, som om det er en influenza, jeg har fået. Jeg kan se i andres øjne, at de er chokeret over, hvad jeg gennemlever. Selv skøjter jeg for det meste på overfladen af mit følelsesliv. Jeg accepterer, at jeg har kræft, men jeg mærker ikke så meget efter, hvad det gør ved mig. Jeg dissocierer. Mine følelser bliver pakket ind og lagt et andet sted. Når jeg gør det, så ved jeg godt, at følelserne ikke kan blive ved med at være pakket ned. Jeg bliver nødt til at forholde mig til dem. Men hvor meget skal jeg tage mig af dem. Livet kører jo bedst når, jeg lader følelserne være pakket væk – eller gør det?
Jeg er bange for, mine følelser tager overhånd
Jeg bliver nødt til at forholde mig til min virkelighed. Det ligger bare ikke til mig at sætte mig hen i et hjørne og have ondt af mig selv. Jeg har trods alt lært hjemmefra, at der altid er nogen, der har det værre end mig.
Det ændrer ikke på min situation, at jeg ser mine følelser i øjnene. Jeg er såmænd ikke bange for at tale om mine følelser, og jeg mærker også, hvordan sorgen og tristheden pludselig trænger sig på. Tårerne løber ned ad mine kinder, fordi der lige er noget der har trigget dem. Som jeg skriver her, så kan jeg godt se, at jeg er tilbøjelig til at pakke mine følelser væk. I en vis grad, tror jeg, at det er en god ting, fordi det gør mig i stand til at håndtere dagligdagens problemer. På den anden side bliver jeg også nødt til at skabe mere plads for følelserne. De er der. De har en reel berettigelse. Spørgsmålet, som ligger inde bagved, er, om jeg tør. Hvad hvis følelserne vælter mig omkuld, og jeg ikke er i stand til at rejse mig op?
Skrevet af Pia Serup, som er forfatter til selvbiografien: ”Tør jeg elske dig?”, og som er redaktør på KompleksPTSD.dk.
