Min verden er skrumpet ind

Opdateret 24. marts 2022

Gennem mit liv har jeg været udsat for en del traumer. Traumerne knækkede mig i en periode, men jeg fik altid kæmpet mig op igen. En dag blev det for meget. Traumerne havde bygget sig ovenpå hinanden, og for meget stress og min chefs chikane satte en stopper for det liv, som jeg hidtil havde levet. Jeg kunne ikke mere kæmpe mig op. Fra den ene dag til den anden gik jeg fra at være en dygtig akademiker til at være sygemeldt og ikke kunne ret meget. Jeg havde udviklet Kompleks PTSD. Det fandt jeg ud af et par år senere.

Alt i mit liv ændrede sig den dag

Den dag jeg blev nød til at tage hjem fra arbejdet, fordi jeg ikke kunne stoppe den konstante strøm af tårer, der løb ned ad mine kinder, var den dag, hvor jeg og mit liv ændrede sig totalt.

Ændringerne i mit liv:

Fra akademiker med fast arbejde – til førtidspensionist.
Fra samfundsressource – til en ”belastning for samfundet”.
Fra ressourcefuld – til afhængig af andre.
Fra at kunne overskue komplekse problemstillinger – til at blive stresset over ikke at kunne finde smørret i køleskabet.
Fra sund og rask – til kronisk syg.
Fra at have et ligeværdigt forhold til min mand – til at han gør det meste i hjemmet.
Fra familiemenneske – til ikke at tage del i aktiviteter med mine børn.
Fra social og udadvendt – til kun at være sammen med ganske få mennesker.
Fra at vide hvem jeg var – til at være en fremmed for mig selv.

Hver dag har jeg mine sejre

Den sorg som jeg har i mit hjerte over alt det, jeg har mistet, er næsten ikke til at bære. Og alligevel bærer jeg den hver dag og prøver at få det bedste ud af mit liv. Min far har sagt til mig, at der er nogen, der har det værre end mig, og at jeg skulle tage mig sammen. Han ved ikke, hvor meget jeg tager mig sammen hver eneste dag. At jeg hver dag har mange kampe med mig selv, som jeg vinder. Jeg står op. Jeg får et bad. Jeg går en tur. Jeg får lavet noget jeg er stolt over i et par timer hver dag. Jeg er stadig i live. Mine børn har det godt. Jeg har ikke jaget min mand væk. For mig er det kæmpe sejre, som koster alle mine kræfter.

Min identitet er smadret

Jeg har brugt meget tid og mange kræfter på at få en akademisk uddannelse, og jeg har haft spændende jobs. Det lyder jo meget fint, men lige nu kan det være lige meget. Jeg bliver meget stresset af at have en arbejdsgiver, have kollegaer eller at være på en arbejdsplads. Min faglige viden er tabt. Mine faglige ambitioner er næsten hjemløse. Jeg er førtidspensionist nu.

Det er først nu, at jeg er blevet klar over, hvor meget identitet, jeg har i at arbejde. I mit arbejde havde jeg en masse stolthed over det, jeg kunne, og det arbejde jeg udførte. Jeg følte, at samfundet havde brug for mig, og at jeg var en god rollemodel for mine børn. Nu sniger jeg mig langs tapetet i sociale sammenhænge og håber på, at der ikke er nogen der spørger mig, hvad jeg arbejder med. Jeg hører til dem på overførselsindkomst. Dem som flere politikere i medierne omtaler som belastninger for systemet. Dem som møder tavshed, når de svarer, at de er på førtidspension, fordi folk ikke ved, hvad de så skal sige, fordi psykiske lidelser og manglende arbejdsevne er tabuer i samfundet. Det til trods for, at alle kan blive ramt af det.

Jeg kan så sige, at jeg ER til nytte for både min familie og for samfundet. Hvis du spurgte mig, ville du vide det. Men indvendigt bliver jeg alligevel i tvivl, fordi jeg så ofte hører, at sådan nogen som mig er en belastning.

Pludselig udenfor arbejdsmarkedet

Pludseligt at være udenfor arbejdsmarkedet er en stor ændring i min identitet. ”Nu kan du gøre lige hvad du vil. Er det ikke skønt?” Nej. Det er det ikke. Det kunne være skønt med 1 år, hvor jeg ikke behøvede at arbejde, men samtidig vidste, at jeg om et år var tilbage på arbejdet. Det her er resten af mit liv, hvor jeg er udenfor arbejdsfællesskaber, ikke kan skabe mig en formue, ikke kan gøre det jeg kunne før, og skal finde på noget andet at lave end arbejde.

Når det mindste bliver uoverkommeligt og uoverskueligt

Min PTSD præger min personlighed og evner så meget, at jeg ikke blot kan gøre de ting, som jeg tidligere syntes var rare at lave. Kræver jeg noget af mig selv eller har forventninger til, at jeg gør bestemte ting, så kan jeg ikke lave dem. Hele min krop bremser op og gør modstand. Lige pludselig er det fuldstændigt uoverkommeligt for mig at male, læse en bog eller noget andet.

Jeg kan heller ikke koncentrere mig særlig godt, huske så godt og har svært ved at overskue opgaver. Opgaver som for mange ville virke små og lette kan for mig virke store og uoverskuelige.

Det er den her økonomi, som jeg har resten af mit liv

Hver måned ryger der lidt over 7.000 kr. ind på min konto i form af førtidspension. Det er det staten mener, at jeg skal leve af resten af mit liv. Min mands indtægt medfører, at jeg får laveste førtidspension. Heldigvis har vi fælles økonomi, ellers vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Og heldigvis havde jeg været over 2 år på den arbejdsplads, som jeg var på, da chefen og en kollega i 2 år chikanerede mig så meget, at jeg gik psykisk ned. Det betød, at jeg havde ret til invalidepension via min egen forsikring.

Nu hvor det var en arbejdsskade som gjorde, at jeg ikke mere kunne arbejde – faktisk 2 uafhængige arbejdsskader, så kunne jeg vel få arbejdsskadeerstatning? Nej – det kunne jeg ikke. Min mand og jeg klarer os derfor for de penge vi har, men det er uden rimelig støtte fra det offentlige, trods det er offentlige arbejdspladser, der har skadet mig.

Han fortjener bedre end dig

Siden jeg mødte min mand har vores forhold været baseret på ligestilling. Det gav mig en god fornemmelse i maven, at vi var fælles om at få vores husholdning og familie til at fungere i det daglige. Fra den ene dag til den anden kunne det ikke mere lade sig gøre. Opgaver bliver nemt uoverkommelige for mig, så min mand trækker langt det største læs i vores familie. Det har jeg det skidt med, og samtidig bliver jeg stresset, hvis jeg gør mere end jeg allerede gør. Min mand har den indstilling, at vi hver især gør det, vi kan, så han klager ikke. Inden i mig nager det dog. Jeg føler mig til besvær og bliver usikker på mig selv. ”Han fortjener bedre end dig”, tænker jeg med sorg. Og samtidig føler jeg mig så taknemmelig over, at han er i mit liv og viser forståelse for, at jeg ikke kan så meget.

Min verden er skrumpet ind

Da jeg var rask syntes jeg selv, at jeg kunne alt. Ville jeg rejse verden rundt, kunne jeg gøre det. Ville jeg tage på kurser og til foredrag for at lære noget nyt, eller tage til fester og sammenkomster for at lære nye mennesker at kende, så kunne jeg gøre det. Og jeg kunne arbejde med alt muligt, for jeg vidste at jeg var dygtig. Ja, så var det at jeg fik en ganske alvorlig PTSD og personlighedsændring. Nu kan jeg ikke noget af alt det. Min verden er skrumpet ind og ligeså er mine færdigheder. Før var der ikke grænser for, hvad jeg kunne udrette i verden. Nu er jeg blot en skygge af mig selv, og hver dag kæmper jeg med mig selv for ikke helt at forsvinde.

Er jeg en god mor på trods af min PTSD?

Når nu min verden er skrumpet betyder det også, at alt det jeg tidligere kunne lave med mine børn også er skrumpet ind. Det bringer mig så stor sorg, at jeg lige netop har mistet meget af den verden, som jeg tidligere havde med mine børn. ”Er jeg en god mor?” Det spørgsmål dukker jævnligt op i mit hoved. Når børnene bliver voksen, kan de så huske mig, fordi jeg ikke var med til alt det sjove, oplevelserne og rejserne? Jeg var der hjemme. Tryg og god. Jeg løb skam ingen steder. Det kunne jeg ikke. Jeg håber, at de husker det.

Jeg holder mig mest for mig selv

Min personlighed er vendt på hovedet – ændret af de traumer, som jeg har været udsat for. Før var jeg udadvendt, modig og stolt, fuld af energi og havde styr på mig selv. Nu græder jeg bare der er en, der kigger forkert på mig, og jeg ser mig vagtsom over skulderen for at tjekke, om der er nogen, der vil skade mig. Jeg holder mig mest for mig selv. Er bange for forandringer og andre mennesker, og har kun lige nok energi til at holde mig selv oppe.

Ydmyg og empatisk

Livet har givet mig nogle åbne sår på sjælen. Det har også givet mig ydmyghed og et andet syn på verden. Mine øjne ser mere klart, hvad der sker omkring mig. Jeg forstår andre menneskers sårbarheder bedre, og det gør mig til et mere empatisk menneske. Jeg er klogere nu, end jeg var før, jeg fik PTSD.

Jeg kæmper for at overleve hver dag

Næsten alt har ændret sig i mit liv. Jeg prøver stadig at finde ud af, hvem jeg nu er, og hvad jeg kan. Mit liv er fyldt med begrænsninger og besværligheder, fordi jeg fejler det, jeg gør og derfor ikke mere kan leve som jeg gjorde før. Jeg er nød til at bryde rammerne for, hvad der er et normalt liv, for jeg har så lidt energi, at det er vigtigt, at jeg ikke sløser den væk. Det er vigtigt, at jeg fylder mit liv med ting, der giver mit liv værdi, håb og glæde. Det er ren og skær overlevelse, for gør jeg det ikke, falder jeg sammen i tristhed og apati. Min livslyst vil forsvinde. Det må ikke ske, så derfor kæmper jeg hver eneste dag og hvert eneste øjeblik på at holde mig selv oppe.

Næste gang, at du ser en person med PTSD eller psykisk sygdom, så overvej disse ord: