Jeg troede, jeg havde kontrol med mit liv

Opdateret 23. april 2024

Når man så på mig for et halvt år siden, ville man nok tænke, at jeg havde styr på tilværelsen og kontrol med mit liv. Selvom jeg har Kompleks PTSD, kender jeg mig selv godt nok til at vide, hvor mine grænser er, og hvad jeg vil med tilværelsen. Jeg har opbygget et hverdagsliv, som tager hensyn til de udfordringer som Kompleks PTSD og hyperacusis giver mig, så trods disse lidelser, vil jeg sige, at jeg har rimeligt styr på mit liv – eller det vil sige, det havde jeg lige indtil jeg blev væltet omkuld af et nyt traume. Denne gang en kræftdiagnose.

Fuld styring med livet

For at kunne opretholde et liv, hvor jeg har det godt med mig selv, har jeg været nødt til at have den fulde styring med, hvad der sker omkring mig. Der skulle ikke så meget til før, at mit korthus kunne blæse omkuld, og jeg brast i gråd. Kontrol har været nøglen til den ro, jeg havde i mit liv. Jeg vidste, hvad der stressede mig for meget og kunne derfor pakke mig selv ind i bobleplast, så jeg kunne forebygge at stressede ting skete for mig.

Afgav min kontrol og samarbejdede

Kræftdiagnosen splittede min kontrol i atomer. Jeg havde ingen kontrol over, hvad kræften gjorde ved min krop. Lige pludselig var mit liv styret af en lidelse, som i værste fald kunne tage mit liv. Jeg var målbevidst: Jeg tog ét skridt ad gangen mod helbredelse, og jeg måtte afgive en masse af min kontrol. Under 6 operationer overlod jeg min krop i hænderne på kirurger, som fjernede kræftvæv og som efterfølgende fjernede blod- og betændelsesansamlinger i mine bryster. Efterfølgende gennemgik jeg strålebehandling, hvor jeg lå stille mens en strålekanon strålede dødelige stråler ned mod mit bryst – få centimeter fra mine lunger og hjerte.

Traumer i hospitalsregi

Mit liv var fuldstændigt i læger, sygeplejerskers og kirurgers hænder, og det er ikke noget som jeg tager let på. Størstedelen af mine traumer har foregået i hospitalsregi, som giver en god grobund for flashbacks og angst. Jeg troede, at jeg ville briste i gråd og have en frygtelig angst i forbindelse med min kræftbehandling, men nej. Det havde jeg overraskende ikke. Jeg blev nødt til at gennemgå behandlingen, så derfor havde min krop ubevidst valgt at samarbejde.

Forventede af blive ramt af traumer igen

Jeg tog én dag ad gangen og fældede en tåre en gang imellem. Hvorfor jeg reagerer så let på hele forløbet, kan undre mig. Var jeg ved at blive så vant med at leve i en overlevelsestilstand, at næsten intet kunne ryste mig mere? Det var som om, at jeg ubevidst hilste udfordringerne velkommen: “Nåh – selvfølgelig har jeg fået kræft.” “Selvfølgelig får jeg en kræftlidelse som er næsten usandsynlig at få.” “Selvfølgelig vil jeg få eftervirkninger af operationerne.”

Ja – jeg tager det her kræft i stiv arm, men udelukkende fordi jeg har en forventning om, at døden er i hælene på mig. Mine tidligere traumer, hvor jeg og nære familiemedlemmer døde eller var tæt på at dø, har ændret min personlighed og givet mig Kompleks PTSD. Jeg kender ondskab, uretfærdighed, magtesløshed og ved hvordan det er at være uheldig. Traumer er tatoveret ind i min sjæl. Jeg er holdt op med at spørge: “Hvorfor mig?” Jeg forventer, det er mig.

Så mange traumer – så meget uheld

Rundt om mig ser jeg mennesker, som ser glade og problemfri ud. Jeg ved godt, det jeg ser, kan dække over noget dybere. Alligevel kan jeg godt se mig ind i spejlet og undre mig over, at jeg har været så uheldig at få så mange traumer på mine skuldre, så jeg i flere år har levet i en overlevelsestilstand. Hvor ville jeg ønske, at mit største problem var, at jeg havde mistet mit job.

Min krop har kontrollen med min overlevelse

Mine behandlinger er overstået (håber jeg), og nu skal jeg jævnligt gennem kontroller for at lægerne kan holde øje med om kræften vender tilbage. Disse kontroller vil blive nervepirrende. Jeg har ikke kontrol over, hvad min krop gør. Vil den give mig kræften tilbage? Synes den jeg skal leve eller dø? Og i øvrigt – har jeg nogensinde haft kontrollen med min krop? Nej. Tilfældigheder kan pludselig blæse mig omkuld. Dette totale kontroltab er et livsvilkår.

Okay at slippe kontrollen lidt

Noget positivt er der kommet af det her kræft. Jeg har understreget overfor mig selv, at jeg er sej – at jeg kan klare alt. Selvom andre overtager kontrollen over min behandling, så går det nogenlunde. Jeg er da ikke død endnu, så noget må lægerne gøre rigtigt.

Jeg foretrækker selvfølgelig, at det er mig der har kontrollen over min behandling, men jeg kan se, at det er okay at slippe den lidt. Jeg ved virkelig ikke alt, og kan ikke gennemskue alt, så vil jeg kun følge min egen næsetip, går det galt. Der er mange, der er klogere end mig indenfor deres fag. Jeg er blot en amatør, der har læst en masse videnskabelige artikler om min kræfttype. Det gør selvfølgelig, at jeg ikke er helt blind for, hvad lægerne gør ved mig, og jeg må heller ikke glemme, at det er mit liv, der ligger på briksen, så det er mig, der bør tage de livsvigtige beslutninger, og det gør jeg – samtidig med at jeg lytter til de kloge læger.

Skrevet af Pia Serup, som er forfatter til selvbiografien: ”Tør jeg elske dig?”, og som er redaktør på KompleksPTSD.dk.