Jeg har ikke nok energi til at gøre det jeg vil
Raske mennesker har energi til at gøre det, de gerne vil. Ellers giver en lur dem fornyet energi. Sådan har jeg det ikke. Jeg har en begrænset mængde energi, som jeg kan bruge hver dag. Den er kun en mindre del af den raske mennesker har, fordi jeg lider af Kompleks PTSD.
PTSD sluger rigtig meget af min energi
Min PTSD medfører, at min hjerne konstant scanner omgivelserne for farer, og at den reagerer med en lang række fysiske og psykiske symptomer, når den vurderer, at der er fare på færde. For eksempel frygt, muskelspændinger, koncentrationsbesvær, bekymringer og meget mere. Det bruger min hjerne en helt masse energi på. Alt for meget energi på, synes jeg. Jeg har haft en masse traumebehandling og jeg har indrettet mit liv så skånsomt som muligt, og alligevel bliver min energi ikke større.
Raske kan ikke så nemt forstå, hvordan det er at være tappet for energi
Når man som de fleste mennesker har masse af energi at tage af, kan det være svært at forstå hvorfor kronisk syge mennesker som jeg ikke kan holde til at være så social, arbejde eller have nogle fritidsinteresser. Jeg vil forklare dig, hvorfor det er sådan og til det vil jeg bruge ”The spoon theory” af Christine Miserandino.
Forestil dig at al din daglige energi er repræsenteret af 12 skeer
Forestil dig at du har 12 skeer i hånden. Skeerne repræsenterer al den energi som du har til rådighed på én dag. Du starter med at tage dig et bad, så jeg tager én ske. Hvis du også vil have dit hår føntørret og have makeup på, så tager jeg én ske mere. Så skal du lige have morgenmad og tømt opvaskemaskinen, så derfor tager jeg en ske mere. Dine store børn er nu taget i skole, og du skal nu lufte hunden. Det koster dig lige en ske mere. Nu har du 8-9 skeer tilbage til resten af dagen.
Når børnene er taget i skole har du 8-9 skeer tilbage
Der er fredeligt i dit hjem, for både mand og børn er taget i skole og på arbejde. For at du kan holde dit daglige angstniveau lidt nede, bliver du nød til at lave yoga i en halv time. Det koster dig lige 1 ske mere. Nu har du 5 timer til at dine børn er hjemme igen.
En tur ved fysioterapeuten koster 3 skeer
Skal du til læge, fysioterapeut, høreklinik eller har du en anden kort aftale i løbet af dagen, så tager jeg 3 af dine skeer. Laver du noget for dig selv, der interesserer dig, og som du selv har valgt at lave i 3 timer, så tager jeg 3 skeer. Laver du noget i 1 time, som du føler er en pligt eller et krav, så tager jeg 3 skeer fra dig. Jeg kan for eksempel godt lide at male og skrive, men bruger jeg min energi på at gøre rent eller ordne have, så er det som om, at al energi suges ud af mig.
At lave aftensmad koster dig 2 skeer
Du skal tænke dig meget over, hvad du vil bruge din energi til, mens børnene er i skole, for når de og din mand kommer hjem, så vil de jævnligt have din opmærksomhed, og det vil koste dig 2 skeer. Og så skal du også lave aftensmad. Det koster dig lige 2 skeer.
Mange pligter sluger al energien
Hvis du også skal vaske tøj, tanke benzin på bilen, rydde af efter aftensmaden, lufte hunden flere gange og så videre, så vil jeg tage mange flere skeer fra dig. Sådan er det heldigvis ikke for mig. Min mand påtager sig en stor del af husholdningen, så jeg også har overskud til at være der for min familie.
Manglende søvn giver en dag med energi underskud
Hvis en dag er god, har jeg de 12 skeer om dagen. Har jeg bare sovet en time for lidt om natten eller sovet uroligt, så starter dagen på 10 skeer. Og som du efterhånden nok har regnet ud, så er der ikke mange skeer at tage af, så min søvn er meget vigtig.
En fødselsdag koster 12 skeer
Og så er der alle de sociale arrangementer, som hører til det at have en familie. Et forældremøde koster mig 4 skeer. At få besøg af en veninde i 3 timer koster mig 5 skeer. En fødselsdag på 10 personer med kørsel og 3 timers snak koster 12 skeer. Det bliver til så mange skeer, fordi andre mennesker gør mig angst og stresset og uventede bevægelser og lyde sætter mig i alarmberedskab.
Overforbrug af skeer tærer på næste dags skeer
Bruger jeg mere end 12 skeer på én dag, bliver jeg stresset af det mindste, har kort lunte og er ekstra lydfølsom, og er i det hele taget ikke i stand til meget andet end at se fjernsyn. Det er desværre ikke sådan, at når jeg har fået mig en god nats søvn, at så er jeg oppe på 12 skeer igen den næste dag.
Har jeg brugt for mange skeer på én dag, går det ud over den næste dags skeer. Hvis jeg for eksempel har været til en familie fødselsdag, så mit forbrug af skeer den dag er på 16 skeer, så har jeg 4 skeer mindre den næste dag, og derfor kun energi til det absolut nødvendige.
Fyldt med sorg, fordi jeg må sige nej til aftaler
Når jeg planlægger min uge er jeg hele tiden opmærksom på, hvad jeg kan holde til. Det bliver jeg nød til, og det har jeg efterhånden også vænnet mig til. Men jeg har ikke vænnet mig til den følelse af sorg, jeg får indvendigt, fordi jeg bliver nød til at sige nej tak til at være sammen med mennesker, som jeg gerne vil være sammen med.
Jeg virker som om, at jeg ikke er interesseret
Jeg ved, at folk omkring mig ikke kan forstå, hvorfor at jeg ikke vil være sammen med dem. Det virker som om, at jeg ikke er interesseret i dem. For at beskytte mig selv mod den sorg over, at jeg ikke kan holde til så mange sociale aftaler, bilder jeg mig selv ind, at jeg ikke har brug for dem, men jeg ved, at havde jeg energien til det, ville jeg gladelig have en masse sociale aftaler.
Inspireret af artiklen ”The spoon theory” af Christine Miserandino. www.butyoudontlooksick.com.