Jeg er fyldt med vrede indvendigt

Opdateret 24. marts 2022

Jeg har Kompleks PTSD, og i lang tid har jeg bildt mig selv ind, at vrede bestemt ikke er et PTSD-symptom hos mig. Jeg er nemlig ikke en person der råber af mine omgivelser eller er aggressiv. Indvendigt er jeg dog meget vred! Jeg kan skumme af raseri, blive meget nemt irriteret, kritisere mig selv og bebrejde mig selv.

Opdraget til, at vrede er slemt

Jeg er opdraget til, at jeg ikke må blive vred, for så er jeg ond. Det sidder meget dybt i mig, så det meste af min vrede skummer rundt inden i mig, for udtrykker jeg vreden kommer selvhadet. At jeg er ond ved mine omgivelser. At jeg ikke må blive vred selvom mine grænser bliver overtrådt. At jeg skal være assertiv!

Min krop udtrykker hele tiden min vrede

Min krop viser med al tydelighed, at jeg er vred. Den er simpelthen låst fast i vrede. Min nakke-muskulatur er kronisk anspændt – klar til at jeg skal kæmpe. Og min kæbe er ofte anspændt. Jeg bider tænderne hårdt sammen i vrede for at klare mig så godt jeg kan – for at overleve.

Had mod dem, der gjorde mig ondt under traumerne

Når jeg tænker på de venner, familiemedlemmer, chefer og kollegaer og læger, som har undladt at støtte og behandle mig ordentligt under mine traumer, bliver jeg meget vred. Jeg har en kæmpe vrede over, hvad de har gjort mod mig, eller har undladt at gøre. Under traumebehandling har jeg råbt af dem, skældt dem ud, trådt på dem og fantaseret om, at de ondskabsfulde af dem kom i syrebad på månen sammen med monstre. Dem, som har gjort mig ondt for egen vindings skyld, afskyer jeg og hader for at have været med til at ødelægge mig liv. Det er grænseoverskridende for mig at hade nogle mennesker. ”Du må lære at tilgive dem”, siger en lille stemme inden i mig. Nej – kraftedeme, tænker jeg. Jeg vil have lov til at hade de mennesker af hele mit hjerte.

Jeg skubber folk fra mig

Min vrede har gjort, at jeg har skubbet nogle af mine nærmeste fra mig. Nogen har jeg taget ind til mig igen, mens jeg har afvist andre for altid. Det er svært for mig at føle mig knyttet til nogen, som har undladt at støtte mig under forfærdelige traumer –  der hvor jeg allermest havde brug for deres støtte. Nogen få har jeg tilgivet, mens jeg holder andre ud i strakt arm. Måske er det godt nok, for så beskytter jeg trods alt mig selv.

Vreden kommer som flashbacks

Al den vrede, som jeg har over dem, der har gjort mig ondt under mine traumer, kommer til udtryk i form af flashbacks. De kommer i situationer, hvor jeg møder mennesker, som behandler andre mennesker skidt.  Så mærker jeg vreden skyde op i mig med eksplosiv kraft og med forarget og høj stemme udtrykker jeg, hvor dårligt jeg synes, at de behandler andre mennesker. Det samme er tilfældet, hvis nogen behandler mig skidt. Problemet er bare, at jeg ofte ikke udtrykker vreden, når jeg står overfor den person som begik en uret. Jeg gør det først, når jeg genfortæller situationen overfor en person, som jeg føler mig tryg ved. I selve overgrebs-situationen bliver jeg ofte mundlam og kan ikke forsvare mig selv og andre. Der går noget tid før jeg “vågner” og så kommer vreden med forsinkelse. Tit er personen så væk eller det virker malplaceret udtrykke vreden, fordi det rette tidspunkt er passeret. Så gemmer jeg vreden indeni mig. Jeg glemmer ikke, hvad de har sagt eller gjort. Havde jeg været i stand til at sige fra i situationen, var jeg kommet af med vreden, og måske ville personen ikke gøre det ved mig igen, fordi han ville have forstået, at jeg ikke accepterede det. Desværre er jeg ikke god til at udtrykke min vrede. Min krop og mit sind er låst i situationen. Handling er ikke mulig under disse flashback.

Selvkritik og selvbebrejdelser

Vreden kommer også til mig som selvkritik og selvbebrejdelser. Jeg har følelsen af, at jeg er helt alene, uelsket og kun tålt af andre. De vrede tanker, gør mig trist, får mig til at isolere mig og gør mig nervøs. Nogle af de vrede tanker, der plager mig:

• ”Du er da også noget sart. Kan du da heller ikke holde til noget?”
• ”Det er din egen skyld, at han chikanerede dig. Du er ikke god til at sige fra.”
• ”Han kunne se, at du var et nemt bytte. Du er jo noget pjevset i det.”
• ”Du fortjener ikke at de behandler dig ordentligt. Det er du ikke værd.”
• ”Der er ingen der elsker dig. Du kan ikke regne med dem.”
• ”Selvfølgelig gider de ikke bruge tid på dig. Du er jo ikke noget særligt.”
• ”Kan du da heller ikke finde ud af noget.”

Bliver irriteret over det mindste

Der skal meget lidt til for, at jeg bliver irriteret, hvilket også er en form for vrede. Omgivelserne kan for det meste ikke se det, for jeg holder det skjult, for jeg ved godt, at min irritation i mange situationer er upassende. Jeg ønsker ikke at være en strid kælling overfor min familie. Jeg bliver kort sagt irriteret, når jeg møde den mindste forhindring på min vej. Jeg bliver for eksempel irriteret i følgende situationer:

• Når min søn beder mig om, at jeg smører en mad til ham.
• Når jeg bliver afbrudt i det jeg gør (det gør børn tit!).
• Når min mand undlader at lukke døren ind til køkkenet, hvor opvaskemaskinen er tændt.
• Når min mand eller børn tænder fjernsynet.
• Når der er én der beder mig om noget.
• Når hunden snorker.
• Når et pc-program eller en hjemmeside ikke åbner lige med det samme.

Alt det der irriterer mig er det som stresser mig eller overbelaster mig: Omgivelsernes krav og forventninger, lydene omkring mig og opgaver, som jeg ikke kan klare. Desværre skal der ikke så meget til, så jeg er meget ofte irriteret.