Ekstremt stresset og lydfølsom

Opdateret 24. marts 2022

Min krop er altid på vagt. Det gør, at jeg er meget følsom overfor, hvad der sker i mine omgivelser. Jeg er meget lydfølsom. Alle lyde kan være en trussel, som jeg føler jeg skal være opmærksom på. Jeg er også meget følsom overfor folks forventninger, krav, ansvar og små ændringer i mine omgivelser. Der skal ikke ret meget til før, at jeg bliver stresset. Og når jeg først er stresset, kan der der gå mange timer før, at jeg falder til ro igen. Jeg har Kompleks PTSD.

Lyde er en potentiel trussel

Når jeg bliver det mindste stresset eller bliver udsat for flere støjkilder på én gang, bliver jeg ekstrem lydfølsom, og hele mit nervesystem bliver overbelastet. Jeg hører alt hvad der sker, der hvor jeg er. Jeg har ikke noget filter, som kan nedtone eller filtrere uvigtige lyde væk. Det betyder, at al støj går ind i mit hoved med lige stor intensitet.

Det er en udfordring at besøge andre mennesker, hvor jeg har ringe kontrol over støjkilder: Mennesker som snakker på én gang, et fjernsyn der er tændt, et barn der spiller på en IPAD, emhætten der er tændt mv. Et sandt støjhelvede for mig. Jeg smiler men ofte er jeg ved at gå op i limningen. Det sker også, at jeg godt kan håndtere støjen, men det er aldrig helt til at vide, hvornår jeg kan, for jeg ved det ikke selv.

Lyde men også billeder stresser mig. Ser jeg en film i fjernsynet, bliver jeg nød til at slukke for lyden, hvis der er spændingsmusik,  eller se væk ved hurtige sceneskift, action, meget blod eller scener med menneskelig lidelse.

Minimal stress fjerner min evne til at koncentrere mig

En lyd, en tanke, en stemme – mere skal der ikke til før min hjerne går i stå, så jeg ikke kan tænke. Det er fuldstændigt tomt inde i hjernen, og der kan gå lang tid, før tankevirksomheden kommer igen. Andre gange kan jeg godt høre lyde omkring mig, mens jeg skal tænke. For det meste er det imidlertid vanvittigt svært for mig at bevare koncentrationen. Koncentrationen omkring den lille ting, som jeg lige skulle huske, kan nemt blive afbrudt af en lyd, så jeg fuldstændig har glemt det, jeg lige skulle huske. Jeg glemmer at lukke vinduerne, når jeg har luftet ud. Glemmer hvad børnene vil have i madpakken, blot fordi én snakker. Glemmer at fodre hunden, hvis jeg bliver afbrudt i det, eller lige vil gøre noget andet først.

Forventninger, opgaver og krav føles uoverkommelige

Jeg kan ikke klare at arbejde og går derfor hjemme og prøver at gøre min hverdag mindst muligt stressende. Det er i øvrigt meget vanskeligt, når man som jeg har børn og mand. I en husholdning er der rigtig meget at tage sig til. Problemet er blot, at jeg bliver stresset ved at gøre det. Er der noget praktisk, som jeg føler, at jeg skal lave, virker det uoverkommeligt. Jeg har det som, når jeg lige er stået af ruchebanen “Falken” i Fårup Sommerland, der har en belastning på 3,3 G (har lige testet det). Jeg mærker, hvordan min vejrtrækning bliver hyppig og stressen tiltager. Det at skulle gøre noget, er forfærdeligt stressende. Alt i mig stritter imod. Det føles uoverkommeligt. Jeg kan det ikke. Er der forventninger til mig, sker det samme. Forventninger føles som en stor byrde på mine skuldre, som trykker mig ned og tager mine sidste kræfter.

Det er ikke logisk, hvad der stresser mig

Det har ikke betydning, hvor stor andre synes, at en opgave er, eller at jeg rent logisk kan se, at én opgave er meget større end en anden. Det kan være mere belastende for mig at at lægge strømper i par, end det er at skrive denne fortælling. Jeg tror årsagen er, at de praktiske opgaver er noget, som jeg føler, at jeg bør gøre eller, at der er forventning om, at jeg gør dem. Mens det at skrive på denne her fortælling er fuldstændigt styret af min egen lyst: Ingen krav og ingen forventninger.

Jeg kan mest, hvis jeg har lyst og ikke føler pligt

Det er meget forskelligt, hvad jeg føler, at jeg kan. Har jeg lyst til at rydde op på børnenes værelser eller ordne haven, så kan jeg i flere tilfælde godt gøre det, bare der ikke er nogen, som generer mig undervejs. Det vil sige forventer noget af mig eller afbryder mig. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at det er noget, som jeg selv har valgt. Hvis min mand foreslår, at vi ordner haven, så kan jeg i mange tilfælde ikke holde til det. Så føles det igen som en uoverkommelig belastning.

Ansvar er meget stressende for mig

Jeg kan ikke have et ansvar. Det føles trykkende. Jeg føler forventningernes åg på mig, og at jeg ikke kan klare det. Min mand har ansvaret for alt husligt i vores hjem. Vi har en fast aftale om, at jeg kan lave madpakker, tømme opvaskemaskine, rydde op og lignende lige indtil, at jeg ikke kan mere. Han har ansvaret. Jeg er hans medhjælper, som kan slippe det, jeg har i hænderne, når det bliver for meget for mig. Det fungerer godt.

Stress af aftaler og deadlines

Deadlines og aftaler er forfærdelige. Har jeg en aftale er det en fremtidig belastning, som jeg skal igennem eller nå. Det gør næsten lige meget, hvad jeg har af aftaler. Om de er sjove eller ej. De kræver noget af mig. Energi som jeg ikke har. De er uforudsigelige, og de bryder mine daglige trygge rutiner, og de hæver pr automatik mit stressniveau. Foreslår en veninde en gåtur om dagen, eller at hun lige kommer forbi i en halv time, føles det som om den dag er ødelagt. At jeg så ikke fik slappet af den dag.

Når jeg kigger i min kalender skal der helst ikke være mere end 2 aftaler hele ugen, og der skal være én dag mellem aftalerne. Og her er der tale om korte aftaler, som for eksempel at skulle til fysioterapeut, psykolog og gymnastik. Er der flere aftaler end dem, bliver jeg stresset, og hele ugen vil være stressende for mig.

Overraskelser og ændringer gør mig ude af den

Jeg har meget svært ved at styre mine følelser. Noget af det, som jeg synes er allerværst ved det er, at jeg bliver fuldstændig stresset og ude af mig selv, hvis der er noget som jeg ikke kan finde eller noget, som ikke virker som forventet. Hvis jeg for eksempel ikke kan finde en kuglepen, så flyver jeg ret hurtigt op i en spids.Jeg bliver så frustreret og stresset, og der kan gå flere timer inden, at jeg falder ned igen. Når noget ikke virker, eller nogen ikke gør som aftalt, har jeg det på samme måde. Jeg bliver så rasende, når jeg møder en fejl i et computerprogram eller, når sfoén ikke har sendt mit barn hjem på det præcist aftalte tidspunkt. Vreden stiger op i mig, og jeg har lyst til at smide computeren ud af vinduet eller skælde sfo-personalet ud. Jeg har heldigvis min fornuft, så jeg gør det ikke.

Små forhindringer er store opgaver som er uoverkommelige

Min hverdag er så vidt muligt forudsigelig. Det beroliger mig, at jeg ved, hvad der skal ske. Der skal helst ikke komme overraskelser, for så kan jeg pludselig blive vildt stresset og/eller vred. Der skal bare små forhindringer til, så går jeg ud af mit gode skind. For eksempel hvis jeg skal lave min morgenhavregrød, og min mand har flyttet havregrynene fra skabet eller sukkerskålen er tom. Det virker fuldstændig uoverkommeligt for mig, at jeg så har endnu en opgave, som jeg skal lave: At fylde sukkerskålen eller hente havregrynene henne fra spisebordet. Jeg bliver så irriteret over denne ekstra opgave, som bliver mig påført.

Jeg kan i øvrigt godt lave børnenes madpakker. Det er en stor opgave, som kræver, at jeg ikke bliver afbrudt, og at alle varer er præcis der, hvor jeg forventer. Er der pludselig noget andet rugbrød end der plejer eller, hvis et barn ikke vil have det sædvanlige pålæg, stryger mit stressniveau nemt i vejret. Jeg mister overblikket og bliver meget ked af det. Jeg er sårbar overfor ændringer. Min hjerne kan simpelthen ikke kapere det.

Mange valgmuligheder stresser mig

Jeg handler ikke ind i supermarkedet. Det er for uoverskueligt for mig. Ind imellem prøver jeg lige en lille indkøbstur. Det må imidlertid ikke være særligt kompliceret, for så mister jeg overblikket og bliver fuldstændig stresset. At skulle vælge, hvilket mel, som jeg skal købe, bliver komplicereret på et højt niveau. Først skal jeg finde melet i butikken. Inden jeg har gjort det, kan jeg godt være nået at blive stresset, fordi jeg måske har svært ved at finde det. Når jeg så står foran mel-hylderne overvældes jeg af, at der er så utrolige mange melarter at vælge mellem. Hvilket mærke skal jeg vælge? Hvilken pris er mest fordelagtig pr. 100 gram? Hvilken finhed skal melet have? Hvilke indholdsstoffer skal der være i melet? Hvad med udløbsdatoen? Jeg er fuldstændig stresset over alle de beslutninger, som jeg føler, at jeg skal tage, før jeg kan købe noget mel. Og hvad så, hvis jeg så også skal have noget margarine eller mælk!??