Bristet selvværd og frygt i sociale situationer

Opdateret 23. april 2024

Det kan være hårdt og svært at være social, når man har Kompleks PTSD. Følelser, bristet selvværd og manglende tillid kommer op til overfladen. I forbindelse med mit sidste traume, kræft, var jeg indlagt på patienthotellet på Aarhus Universitetshospital.  Det var et forløb på 4 uger, og jeg blev dagligt udfordret socialt, men fik også nogle positive oplevelser.

Stolede ikke på, at andre ville mig det godt

Inden jeg blev indlogeret på Patienthotellet var jeg spændt og bekymret. Det var ikke fordi jeg var bange for at være alene i fire uger, for jeg er vant med at være alene. Man kan sige, at det er trygt for mig. Når jeg er sammen med andre mennesker, som jeg ikke kender så godt, bliver jeg anspændt og er på vagt. Min fortid rummer mange prøvelser med andre mennesker. Nogen har været stærkt medvirkende til at jeg i dag har Kompleks PTSD. År med traumer og psykisk vold har gjort mig bange for andre mennesker. Jeg tør ikke helt stole på, at de vil mig det godt, for mine erfaringer siger mig, at jeg skal passe på.

Ydmyg og frygtsom

Ved alle måltider satte jeg mig i caféen for at spise. Jeg inviterede nogen hen til mit bord, og lige så roligt samlede vi os flere ved mit bord. Indtil videre føltes det ufarligt, fordi de ligesom jeg var nye og alene. Indimellem skuede jeg hen til en flok på fire. De grinede og hyggede sig, og jeg tænkte, at det ville jeg gerne være en del af. Jeg turde ikke gå hen til dem. Det var for anmassende. De kendte nok hinanden fra hotelopholdet.

En eftermiddag var en lidt større flok samlet til aftenkaffe, og en af de fire inviterede mig hen til sig. Den mulighed greb jeg med ydmyghed, og med ydmyghed mener jeg virkelig, at jeg var ydmyg. Ligesom jeg har været det i situationer, hvor jeg frygtede at blive udsat for psykisk vold. Jeg bliver nærmest en undskyldning for mig selv. Jeg ville ikke trænge mig på. Var så bange for at overtræde nogens grænser – at sige noget forkert. Noget der fik de fire til at afvise mig eller ligefrem ekskludere mig fra fællesskabet. Det havde jeg nemlig prøvet. Det gjorde så forfærdeligt ondt.

De var anderledes ligesom mig

Jeg blev en del af den lattermilde gruppe. Lige så roligt åbnede jeg op for hvem jeg var, for de var alle nogle søde mennesker og havde alle sammen kræft. Det sidste gjorde, at jeg ikke følte mig så anderledes som jeg kan føle, når jeg er sammen med andre mennesker. Ligesom mig, var de anderledes. De stod i en traumesituation, og det kendte jeg alt til, så det var nemmere for mig at slappe af.

Følte ansvar for andres velbefindende

Min glæde, i den nye gruppe, kom dog ikke uden dårlig samvittighed, for hvad med dem jeg tidligere spiste sammen med? Følte de sig svigtet af mig. Skulle jeg prøve at få dem med i gruppen. Jeg var bange for, at de følte sig svigtet af mig eller tænke dårligt om mig, fordi jeg havde forladt dem. Det gjorde mig skidt tilpas. Jeg snakkede med min mand. Han sagde, at de var voksne mennesker og selv havde ansvaret for at søge bekendtskaber. At det ikke var mit ansvar. Sådan havde jeg ikke set på det. Min barndom havde slået mig skakmat, så jeg følte, at andres velbefindende var mit ansvar. Det gjorde det svært for mig at nyde det sociale, hvis der var en eller flere personer som holdt sig udenfor det sociale.

Det var én person, som holdt sig udenfor. Vi havde tidligere siddet sammen nogle gange, men det var anstrengende for mig, fordi hun ikke bidrag til at holde en samtale i gang. Nu så jeg at hun sad for sig selv og spiste, hver gang der blev serveret mad. For mig fyldte hun uforholdsmæssigt meget i rummet med sit stille væsen, som nærmest lukkede sig om hende. Og igen måtte jeg slå min dårlige samvittighed væk, mens min mands ord løb som et mantra i mit hoved: ”Hun er voksen, hvis hun vil være social, så må hun tage initiativ til det.” Og det gjorde hun ikke de næste 3 uger.

Hyggede mig med fremmede mennesker

Der skete en udvikling med mig på patienthotellet, som jeg ikke havde regnet med. Jeg var blevet flået ud af min asociale skal, hvor jeg isolerede mig hjemme bag husets fire vægge og undgik unødvendig social kontakt. Det var hvad, som jeg troede var bedst for mig, for jeg skulle jo beskytte mig selv. Men på patienthotellet fandt jeg et indre savn for at være en del af flokken og hygge mig og glæde mig med mennesker, som jeg ikke kendte så godt. Det var næsten ufarligt, fordi jeg vidste, at alle sammen var der alene – få var der som par. De var ligesom jeg alene på de sociale sletter.

Jeg hyggede mig og fandt glæde i det sociale. Nogle gange var det selvfølgelig for belastende, og så måtte jeg trække mig, men for det meste var det bare hyggeligt at lære nogle fremmede at kende og mærke at vi havde noget til fælles. Det havde vi – mere end jeg troede. Det er et grundvilkår, at jeg føler mig anderledes end andre, men jeg fik at se, at jeg faktisk havde noget til fælles med dem, og at vi ikke var så forskellige.

Føler mig ofte fremmedgjort blandt mennesker

Jeg ved godt, at omstændighederne var specielle på Patienthotellet, for jeg var sammen med unge og gamle, som hver især var i strålebehandling eller fik kemoterapi. Blandt dem kunne jeg finde ro med, hvem jeg var. Havde det været folk, som var i arbejde og som havde et aktivt liv, som jeg ikke var i stand til på grund af min Kompleks PTSD, så havde det været anderledes. I sådanne sammenhænge er det svært for mig at finde et fælles ståsted, hvor vi forstår hinanden, for jeg tror de fleste ønsker at tale om det de laver, og det de kan. Min begrænsninger er ikke interessante, og når snakken går højlydt, så mærker jeg tristheden, fordi jeg tydeligt ser alt det, som jeg ikke kan mere: Rejserne, festerne, karrieren og endeløs energi og gå på mod. Livet er foran dem. Det er det selvfølgelig også for mig, men kun indenfor den lille indhegning som mine begrænsninger og jeg selv har lavet.

Det er nok lidt for let at antage at livet smiler smukt til alle andre. Det gør det selvfølgelig ikke. Folk har et ansigt på ud ad til, og et andet ind ad til. Smerte skjules ofte, og når min smerte er så tydelig for mig, og jeg ikke kan se andres smerte og problemer, så tror jeg ofte, at jeg er lige så alene i verden som jeg føler mig. På patienthotellet følte jeg, at jeg var en del af flokken for en kort periode. Det var rart.

Skrevet af Pia Serup, som er forfatter til selvbiografien: ”Tør jeg elske dig?”, og som er redaktør på KompleksPTSD.dk.