Traumer gør mig angst for andre mennesker
Opdateret 24. marts 2022
Jeg er så skrækkelig angst for andre mennesker. Angst for, hvad de kan finde på og har ikke tillid til at de vil mig det godt. Jeg har oplevet så mange svigt, at jeg ikke forventer, at jeg kan stole på nogen. Jeg har Kompleks PTSD efter en lang række traumer.
Mine nærmeste manglede indlevelse
Jeg har oplevet, at familie og venner ikke stod ved min side, da jeg havde det allermest svært efter mit barn døde. Jeg har oplevet, at de havde nok i deres eget og har syntes, at jeg skulle komme videre. De har ikke forstået min sorg og min frygtelige angst for at dø eller at mine børn skulle dø. Deres indlevelse slog ikke til, og det gjorde så ondt på mig psykisk, at jeg ikke tør stole på dem igen.
Familien ved ikke bedre
Familie har vist mig, at de gerne vil hjælpe mig med praktiske ting, hvis jeg beder om det, men at forstå, hvorfor jeg ikke blot kan komme videre, det kan de ikke. Det er ikke af ond vilje, at de opfører sig sådan. De ved bare ikke bedre.
Ingen tillid til andres kompetence
Jeg har lige haft en arbejdsskadesag kørende og været afhængig af sygedagpengesystemet, hvilket indebar, at læger, speciallæger, psykologer og sagsbehandlere jævnligt vurderede, hvad jeg kunne, og hvilke problemer PTSDén har givet i mit liv. Det var utrolig angstprovokerende for mig.
I min traumehistorie har jeg været udsat for fejlbehandling og dårlig indlevelse fra læger, og ledere der har udsat mig for psykisk vold, og kollegaer som undlod at støtte mig. Jeg har simpelthen ikke tillid til, at autoriteter og sundheds personale kan gøre deres arbejde godt nok. Jeg ved, at jeg blot er en arbejdsopgave for dem. Jeg ved, at nogen af dem er inkompetente, og at alle laver fejl. Jeg har selv været ved at dø, fordi læger ikke gjorde deres arbejde ordentligt. Selvfølgelig tør jeg ikke overlade min eller min families skæbne i andres hænder. Det slider derfor forfærdeligt på mig, at andre mennesker har indflydelse på min skæbne. For alt hvad de siger eller forventer jeg skal gøre, gør mig mere syg.
Angsten for at blive svigtet gør mig styrende og kontrollerende
Jeg har ikke tillid til, at autoriteter vil mig godt, og det gør mig utrolig angst for deres indflydelse på mit liv. Og angsten for at få det meget værre eller i værste fald at dø gør, at jeg bruger al min energi på at kontrollere og styre læger, psykologer, psykiatere og sagsbehandlere i den retning, som jeg selv mener, er bedst for mig og mit helbred. Og det er forfærdeligt anstrengende at prøve at styre, hvordan andre mennesker tænker. Faktisk kan det slet ikke lade sig gøre, men det afholder mig ikke fra at forsøge, for jeg har ikke tillid til, at de evner at passe på mig.
Angst for andre mennesker
Jeg er skrækkelig angst for andre mennesker. Det kan man ikke se på mig, for jeg ser forholdsvis rolig og fornuftig ud, når jeg er sammen med dem. Men tro mig: Jeg løb gerne min vej og undgik social kontakt med andre end min nærmeste familie.
Jeg er så bange for at blive kritiseret, nedgjort, udnyttet, chikaneret eller ignoreret, som jeg blev det i mine traumer. Selv når andre mennesker smiler venligt til mig er jeg bange. Jeg er bange for, at deres venlighed pludselig vender, og at de i stedet for er onde ved mig eller modarbejder mig.
Følsom overfor, hvad der bliver sagt til mig
Jeg ser og mærker det straks, hvis nogen måske vil mig det ondt psykisk. Deres ord går lige ind i mig som en kniv, der stikker igen og igen, og sorgen og tristheden overvælder mig, og der går timer og dage før, at jeg kan ryste det af mig, og stadig er det sagte ikke glemt. Det kommer op i min hukommelse lige så snart, at jeg ser personen igen.
Jeg svarer med tristhed eller kulde
Folk er nogen gange tankeløse eller får blot formuleret sig lidt uheldigt. Det er desværre lige meget for mig, for det har trigget mig. De sagte ord er gemt inde i mig og bliver ikke glemt. Jeg er på vagt overfor den person, der har sagt det. Okay det var jeg måske også før – men endnu mere på vagt. Jeg kan simpelthen ikke holde til tankeløse og ufine bemærkninger. De smerter mig ind i sjælen og river op i nogle af mine traumesår. Og er det ikke tristhed og tårer, der kommer fra mig, så er det kulde og afstand. Jeg glemmer det ikke, når nogen har trådt på mig. Jeg holder hende en armslængde væk. Bilder mig selv ind, at hun ikke betyder noget for mig. Jeg tør ikke have hende tæt på mig, for det er alt for farligt for mig. Alt trænger ind og gør ondt. Jeg er bange for at gå i stykker.
