Retraumatiseret i sygedagpenge-systemet
Opdateret 4. marts 2021
Luna og Anne har gennem deres liv været udsat for massive traumer med død, trusler på livet, mobning, voldtægt og vold. At leve under sådanne forhold i årevis har i sidste ende betydet, at de ikke mere kunne arbejde. Efter at have været i årevis på arbejdsmarkedet som henholdsvis lokomotivfører og ingeniør, endte de i sygedagpengesystemet. Et system, der giver rettigheder, men også pligter.
Kommunens sagsbehandlere skulle ifølge lovgivningen finde ud af, hvor stor Lunas og Annes arbejdsevne var, og indenfor hvilket erhverv, de ville kunne arbejde. Problemet var bare, at Luna og Anne levede i en kronisk traumetilstand. Deres nervesystemer havde vænnet sig til at være i overlevelsestilstand, så de reagerede på alle stimuli som om, at de stadig var i fare. Senere viste det sig, at de havde Kompleks PTSD.
Ligegyldig, hvad Luna og Anne blev udsat for af arbejdsprøvninger – eller bare møder, reagerede Luna og Anne med at genopleve deres forfærdelige traumer igen og igen. De genoplevede følelser af svigt og dødsangst, og følelser af angst, sorg, tristhed og hjælpeløshed. Følelser som var så belastende, at de blev retraumatiseret. De fik det værre psykisk – endda i så vid en udstrækning for Luna, at hun tænkte på at tage sit eget liv. Og alt det fordi, at alle muligheder skulle være udtømte, hvis de skulle have et fleksjob eller en førtidspension.
Det her er Annes og Lunas fortællinger om at være i sygedagpengesystemet.
Annes psykiske tilstand blev ikke bedre
Anne havde været sygemeldt med stress i et halvt år. Hun kunne godt se, at der måtte være noget yderligere galt med hendes psykiske helbred, når hun nu ikke fik det bedre. Hun vidste, at hendes tilstand havde noget med traumer at gøre, fordi hun havde været massivt ramt af traume ovenpå traume i forbindelse med blandt andet en hjerneblødning, mobning og sin søns død. For at kunne få den rette behandling ville hun finde ud af, hvad hun fejlede.(1)
Annes sagsbehandler var også interesseret i, at de fik klarlagt om Annes stresstilstand var vedvarende, så sammen besluttede de at få en psykiatrisk speciallægeerklæring. Sagsbehandleren besluttede, hvilken psykiater, der skulle lave speciallægeerklæringen. Det så Anne ingen problemer i, da hun havde en positiv forventning om, at alle psykiatere kunne diagnosticere alle psykiatriske lidelser. Det viste sig, at det kunne de ikke. (1)
Psykiater gav Anne forkerte diagnoser
Psykiateren skrev i speciallægeerklæringen, at Anne havde en blandet personlighedsforstyrrelse – en blanding af evasiv og emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, og at hun havde en psykisk belastningsreaktion. (1)
… Og da jeg havde fået det, så var jeg helt oppe at køre, fordi nu havde jeg lige sat mig ind i alle de diagnoser, og der var i hvert fald én ting jeg ikke havde. Jeg havde ikke borderline. Det vidste jeg bare… Og det gjorde mig – uhhh, at blive dømt til at have det. Det havde jeg det meget dårligt med, og desuden syntes jeg; at kalde det en psykisk belastningsreaktion. Jamen – det var da værre end det. Altså traumedelen havde en meget lille del i hans diagnoser. (1)
… Jeg blev meget stresset af det. At han fortalte mig, hvordan jeg var, hvor jeg ikke kunne genkende mig selv i det. Det havde jeg det meget ubehageligt med. Der kunne jeg godt se, at nu skulle jeg til at kæmpe fordi, det ville jeg simpelthen ikke have på mig. (1)
… Jeg troede jo, at psykiatere, de vidste da alle sammen, hvordan man kom med diagnoser – indenfor alt muligt. Det vidste jeg jo ikke noget om. Og så kunne jeg så se, at nej det – han vidste åbenbart ikke nok om traumer til at give mig diagnoser. Desuden så havde han givet mig en diagnose, der hed 43.28. Jeg kan ikke lige huske, hvad det betød, men det havde ikke en dyt – det gav ikke mening, at jeg skulle have den diagnose. (1)
Fejldiagnostisering retraumatiserede Anne
Annes reaktion på at få nogle diagnoser, som hun ikke kunne se sig selv i, var meget voldsomme. Hun reagerede med traumefølelser i form af panik, stærk angst, voldsom vrede og afmagt. En genoplevelse af de følelser, hun havde, da hun fandt ud af, at hun var blevet fejldiagnostiseret af 3 vagtlæger, som ikke opdagede, at hun havde haft en hjerneblødning, og som ikke lyttede ordentligt til hende, da hun havde allermest brug for deres hjælp.(1)
Igen vidste Anne, at hun måtte kæmpe for at blive set som den hun var:
… Okay – jeg kunne ikke regne med, at de lavede tingene helt ordentligt, og efter hvad der var bedst for mig. Så nu måtte jeg simpelthen tage fat. (1)
Kæmpede for at blive ordentligt diagnostiseret og værdigt behandlet
Anne kunne ikke klare tanken om, at folkene på Kommunen ville se på hende som psykisk ustabil, når hun nu vidste, at hun reagerede som hun gjorde, fordi hun var belastet af traumer (1):
… Jeg klagede og så. Jeg ville simpelthen have, at det (mine diagnoser) havde noget med traumer at gøre, fordi det var det, som jeg var udsat for. Så jeg. Jeg kunne ikke lige få en ny speciallægeerklæring med det samme. Det vidste jeg godt. Men klagen var med, men mange gange så overser de den klage i papirerne.(1)
Anne ville have nogle diagnoser, som hun kunne se sig selv i. Når den psykiater, som Kommunen havde henvist hende til, ikke vidste noget om traumer, så ville hun selv finde én. Hun fandt en privatpraktiserende psykiater, der var specialiseret i traumer (1):
… Jeg gik vældig skeptisk ind til hende. Jeg betalte selv for det, for jeg skulle ikke. Hvis det var en eller anden tåbelig psykiater, så skulle jeg ikke have, at den information kom til kommunen igen… Jeg betalte for det, for så kunne hun fortælle mig, hvad hun mente, at jeg fejlede og så kan jeg så bagefter tale med kommunen. At jeg havde talt med hende, hvis jeg synes, at det hun sagde var fornuftigt. Det var det heldigvis.(1)
Psykiateren gav Anne diagnoserne PTSD og Vedvarende personlighedsændring efter katastrofeoplevelser (kaldet Kompleks PTSD i diagnosesystemet ICD-11). Efter 1,5 år fik Anne aftalt med sagsbehandleren, at hun fik en ny speciallægeerklæring ved denne psykiater. Den tidligere speciallægeerklæring var imidlertid stadig i sagen. (1)
Genoplevede følelser af svigt og afmagt
Anne havde stadig en forventning om, at sagsbehandleren ville hjælpe Anne og vise forståelse for den stresstilstand, Anne befandt sig i. Sagsbehandleren var venlig og rar, men på et tidspunkt blev Anne klar over, at sagsbehandlerens primære rolle ikke var at støtte og hjælpe Anne, men at varetage lovgivningen. De roller var i strid med hinanden (1):
… Pludselig en måned før, at mine sygedagpenge ophørte, så fik jeg at vide, at om en måned, så har du ikke flere penge. Du får ikke en krone mere, fordi din mand tjener for mange penget…(1)
Anne ville miste sin ret til sygedagpenge uden varsel. Uden en indtægt fra Anne, ville Anne og hendes familie ikke kunne blive boende i deres hus. Sagsbehandleren havde ikke fortalt Anne om mulighederne for, at Anne kunne få forlænget dagpengeretten eller advaret Anne i rimelig tid. Udmeldingen fra sagsbehandleren gjorde, at Anne genoplevede de traumefølelser af afmagt og svigt, som hun havde oplevet under flere af sine traumer.(1)
Tog energi, som hun ikke havde
Anne kunne se, at hun blev nød til at have styr på sine rettigheder og pligter i forhold til lovgivningen. Det var ren overbelastning for hende, Anne var netop sygemeldt, fordi hun ikke kunne arbejde. Hendes chef havde presset hende ud over hendes grænser. Nu kunne hun ikke engang handle ind eller lave aftensmad uden at blive meget stresset.(1)
Når kommunen ikke varetog Annes interesser og passede på hende, så blev Anne nød til det – også selv om, hun faktisk ikke var i stand til det på grund af sit helbred:
… Og det var simpelthen så hårdt at tage styringen, men jeg blev nød til det. Der var ikke noget valg. Men det tog en masse energi, som jeg overhovedet ikke havde. Det var bare turen ned ad. Det var jeg ikke i tvivl om.(1)
Anne knoklede for at styre sit dagpengeforløb
Under flere af Annes traumer havde hun styret sig selv med hård hånd. Der var ting hun dengang blev nød til at gøre, selvom hun blev mere traumatiseret af det. Eksempelvis knoklede hun for, at hendes børn havde det godt selvom én af dem lige var død, en anden var indlagt på sygehuset og en tredje gik i børnehave. Dengang var der heller ikke overskud til, at hun kunne passe på sig selv.(1)
Anne styrede og kæmpede, som hun altid havde gjort. Hun havde ikke noget valg. Sammen med sin mand satte Anne sig ind i lovgivningen, og det lykkedes dem heldigvis at finde ud, hvordan de kunne få forlænget Annes ret til sygedagpenge, men det var på bekostning af hendes psykiske helbred.(1)
Anne stolede ikke på at sagsbehandlerne kunne eller ville hjælpe hende
Undervejs i Annes dagpengeforløb, havde hun 3 forskellige sagsbehandlere på Jobcenteret. Hun stolede ikke på dem. Ikke fordi de havde gjort hende noget voldsomt ondt, men fordi at hendes mange erfaringer fra traumesituationer havde vist hende, at hun ikke kunne stole på andre mennesker. (1)
Når Anne var til møder på kommunen var hun spændt op som en bue og kunne ikke koncentrere sig. Tårerne trillede ustoppeligt ned af hendes kinder. At være tvunget til at være sammen med mennesker, hun ikke stolede på, og som hun var afhængig af, var genoplevelser af nogle af de traumesituationer, som hun havde været ude for: Ledere og kollegaer, som havde mobbet hende. En direktør som havde udsat hende for seksuel chikane. Læger som havde fejlopereret hende. (1)
… Og møder de var skrækkelige. Jeg kunne ikke regne med dem (sagsbehandlerne) og alt sådan noget. Det var simpelthen så ubehageligt. Det var et mareridt at være igennem…(1)
Genoplevede død og psykisk vold
Hver gang, at Anne fik en ny sagsbehandler, skulle hun fortælle om, hvad hun havde været udsat for, og hver gang var det en genoplevelse af hendes traumer. Hun kunne ikke fortælle om traumerne uden også at føle, hvordan hun havde haft det dengang. At snakke om traumerne var at genopleve smerterne ved sin søns død, frygten for selv at dø, og den psykiske vold, hun havde været udsat for i sine arbejdsforhold. (1)
Annes sidste sagsbehandler kunne godt se, at møderne på Kommunen var for belastende for Anne, så hun holdt møderne på et minimum. Det var ikke, hvad loven foreskrev, men det hendes klient havde brug for. Hun sendte også mails til Annes mand for at høre, hvordan det gik med Anne. Hun bøjede reglerne for at beskytte Anne(1):
… Hun tog hensyn til mig. Det betød så meget for mig, at jeg ikke skulle ind på jobcenteret og læse deres breve, som pr standard altid lå med en trussel i standardsvarene. Når jeg fik et brev fra kommunen, gik min krop i alarmberedskab og frygten var i mig: ”Hvad vil de mig nu?”… Hun lyttede til mig. Det er jeg meget glad for…(1)
Selv den mest skånsomme arbejdsprøvning var for belastende
Lovgivningen sagde, at Anne skulle i arbejdsprøvning før, at hun kunne blive bevilliget førtidspension eller fleksjob. Anne psykiske tilstand blev værre af at være på en arbejdsplads med ledere, kollegaer, forventninger, krav og lyde. (1)
Annes sagsbehandler satte Anne i arbejdsprøvning det mest skånsomme sted, som hun kunne forestille sig: På en simuleret handelsvirksomhed på en handelsskole. Hver dag mødte Anne op, og hver dag måtte hun gå tidligt, fordi hun var stresset (1):
… De placerede mig i et rum, der var på afstand af mine kollegaer, fordi jeg var bange for mennesker og ikke kunne klare lyde. Men så følte jeg mig holdt udenfor. Og at de andre ikke kunne lide mig… Ligesom jeg havde følt det, da jeg blev mobbet (det sidste arbejdssted)… Og så kunne jeg høre lyden fra printeren. Og det rum, som de havde sagt, at jeg kunne tage pauser i for mig selv, der kunne jeg høre en kopimaskine, og der var 2 døre, som jeg ikke kunne vide om der kom nogen ind af, så jeg kunne slet ikke slappe af…(1)
… Jeg var der ikke mere end en times tid hver dag, men når jeg kom hjem fortsatte jeg med at være i den højstress tilstand. Så mit nervesystem havde ikke mulighed for at falde ned, før jeg skulle på arbejde igen…(1)
Anne kunne ikke kæmpe mere
Der gik en lille måned så kunne Annes krop ikke mere:
… Jeg var på sammenbruddets rand. Jeg kunne ikke kæmpe mere. Jeg skulle have en arbejdsprøvning. Det sagde de, men jeg kunne jo ikke. Jeg forstod ikke, hvorfor kommunen og loven krævede, at jeg skulle så langt ud…(1)
Anne fik sin læge og psykolog til at sygemelde Anne fra arbejdsprøvningen. Selvom Anne ikke kunne gennemføre arbejdsprøvningen, valgte sagsbehandleren at søge om førtidspension til Anne. Det fik Anne bevilliget.(1)
Luna var i flere arbejdsprøvninger
Ligesom Anne skulle Luna også arbejdsprøves, for at Kommunen kunne klarlægge, hvad hun kunne holde til på arbejdsmarkedet.
Lunas sagsbehandler ville sætte Luna i arbejdsprøvning i en DSB kiosk, men arbejdet i nærheden af togene retraumatiserede Luna, fordi hun hele tiden blev mindet om de selvmordere, der havde sprunget ud foran hendes tog. (2)
Luna kom så i arbejdsprøvning i et varehus, hvor hun stillede varer på hylder og snakkede med kunder i informationen. Det hyggede hun sig med. Der skulle dog meget lidt til for, at Luna genoplevede sine traumer. Eksempelvis ringede en journalist til informationen og ville have et interview med Lunas chef. Luna stillede journalisten om til sin chef. Det brød han sig ikke om. Han kom farende ned i informationen (2):
… “Husk at bare tag imod besked, skriv ned og nummer, og sig, jeg vender tilbage. Hvem er det, der stillede om?” Og det føler jeg som et angreb, og der kan jeg ikke huske noget bagefter. Og jeg prøvede at fortælle en veninde det, hvor hun: ”Nahh slap nu af.” Men jeg er sygemeldt i 14 dage. Jeg kan slet ikke. Men jeg går ikke til læge eller noget. Jeg tænker, at det er mig, der er skrupskør og sådan noget…(2)
Det Luna blev udsat for, kan psykisk raske mennesker holde til. For Luna, der havde massive traumer fra blandt andet voldtægt, påkørsler af selvmordere med tog og en barndom med fysisk og psykisk vold, skulle der imidlertid næsten ingenting til før, at hun genoplevede fortidens traumer. (2)
Luna var vant til at tage sig sammen
Som lokomotivfører havde Luna de sidste mange år levet i en ren overlevelsestilstand med mange tæt-på-påkørsler og påkørsler med dødelig udgang. Hun havde vænnet sig til at være hård og til ”at tage sig sammen”, og tog derfor ikke sin krops stress-signaler alvorlig. Det gjorde hun heller ikke, da hun var i arbejdsprøvning. (2)
Luna var fuldt overbevist om, at hun kunne arbejde. Hendes krop viste imidlertid noget andet. Luna havde migræne. Hun havde ondt i hjertet. Hun følte, at hun var ved at blive kvalt og fik opkastfornemmelser af at høre på smalltalk, og hun følte det som om, at hun havde spindelsvæv på armene. Efter kun 2 timers arbejde om dagen kunne Luna ikke noget resten af dagen, hvilket var et problem, fordi hun var alenemor til 4 børn. Kommunen hjalp Luna med støtte til børnene, og Luna kom til udredning hos et team af psykologer og psykiatere.(2)
Gå hjem og nyd livet
Luna havde en forventning om, at teamet af psykologer og psykiatere ville sige, at hun skulle tage sig sammen og skulle ud at arbejde. Luna var nemlig vokset op med, at hun skulle tage sig sammen og ikke pive. Lige fra hun var 5 år havde hun passet sin mindre bror, og moren havde udnyttet Luna som arbejdskraft i huset. Sådan reagerede teamet ikke (2):
… Så siger han: “Din PTSD har sat sig til Kompleks PTSD…, kender du det ord?” Næh – det gjorde jeg ikke. Og så sagde han: “Jamen det er, når man gang på gang har fået nogle traumer, og det så udvikler sig til… Personlighedsændring efter katastrofeoplevelser… Vi kan sammenligne det med en soldat, der har været ude for (krig). Det har du det inde i kroppen. At du så reagerer på, og bliver retraumatiseret. Og det der, at du ikke har fået den rette hjælp. Og så er det, at det har eskaleret, og det er blevet værre og værre, og så er der blevet fyldt mere og mere på af alle mulige andre ting også end det fra dit job, og derfor er du så kommet hertil…
…Det har også været et traume ovenpå, at hver dag har jeg været panikslagen, når jeg skulle åbne postkassen. Med også ubetalte regninger. Kan jeg blive i huset? Og hvad med mine børn?…(2)
… Og nu fortalte du os, at du kan lide at male, så vi synes: “Gå hjem at nyd livet. Find noget livskvalitet, og mal, og vær sammen med dine børn…” Men der er jeg jo stadigvæk, kan man sige, har fået den midlertidige erhvervsevnetab, men det kører stadigvæk ved Arbejdsskadestyrelsen, hvor de vil have. De skal jo se, hvad der sker. Der er der gået 6 år.(2)
Luna kunne ikke sige fra
Teamet af psykologer og psykiatere mente, at Luna blev retraumatiseret af selv de mindste ting. Sagsbehandleren på Kommunen mente imidlertid ikke, at Lunas arbejdsevne var afklaret. Det blev derfor besluttet, at Luna skulle i arbejdsprøvning på et værksted, hvor de lavede Hoptimister. Hun skulle være på værkstedet i 2 timer hver dag, og sagsbehandleren sagde til hende, at hun blev nød til at sige fra, hvis der var noget, der var for meget for hende. Problemet var bare, at Luna ikke havde været i stand til at sige fra i alle de år, hvor hun var blevet traumatiseret hos DSB. Hvordan kunne nogen så forvente, at hun kunne gøre det nu? Luna kunne ikke mærke, hvor hendes grænser gik. (2)
Lunas selvbillede krakelerede
På værkstedet ved Hoptimisterne sad Luna med en række af personer, som også var udfordret på deres arbejdsevne i form af hjerneskader, synshandicap mv. De arbejdede hos Hoptimisterne nogle timer hver dag. Luna selv havde svært ved at se sig selv i de rammer, der var hos Hoptimisterne, hvor hun skulle sætte filt under fødderne på Hoptimister mv. Hun havde som lokomotivfører været vant med at styre store tog og have ansvar for en masse passagerer, og nu blev hun sat i en arbejdssituation, hvor hendes forestilling af sig selv som et kompetent menneske krakelerede (2):
… Der bryder jeg sammen, hvor jeg ikke engang kan finde ud af at sætte filt på sådan en Hoptimist der. Jeg sætter det skævt på. Og så kommer der en pige, som er virkelig meget hjerneskadet. Hun var jo betydningsfuld, og det respekterede jeg også. For hun kommer hen og retter på mig og viser mig, hvordan jeg skal gøre, og der kan jeg mærke, at det ligesom også trigger mig, fordi jeg tænker: “Hold kæft. Mig der har været lokomotivfører og alenemor til 4 børn, og alt det jeg kunne og alle de uddannelser og alt det. Så kommer der sådan en… der ikke har så meget hjernekapacitet og skal vise mig, hvordan man gør det, og det kunne jeg ikke engang finde ud af. Hun var klogere end mig.”(2)
… Det var virkelig. Og det var ene af sådan nogen, jeg sidder sammen med, og en er sådan halvblind, der sidder og tager hoptimist-filt på der og sætter fjedre på og sådan noget. Og så sidder jeg der og jeg kan ikke huske, hvad kasser de skal i, og så skal jeg spørge hende der. Og hun har næsten intet sprog og har også lidt spastisk lammelse og sådan noget. Det var sådan helt underligt. Jeg tænkte: ”Gud er jeg så syg?”…(2)
Arbejdsprøvningen gav Luna selvmordstanker
Luna fik at vide, at hun skulle være hos Hoptimisterne i 4-6 måneder, og at det var nødvendigt for, at Kommunen kunne komme videre med hendes sag. Alt skulle afprøves, for at Kommunen kunne beslutte om Luna var berettiget til fleksjob eller en førtidspension (2):
… Og der er jeg bare. Jamen okay. Der tænker jeg, må jeg indrømme, selvom jeg svor, hvor jeg selv har været ude for påkørsler (at jeg ikke ville gøre selvmord). Jeg går ud og tager strikken, fordi jeg kan ikke holde til det her, og så tror jeg faktisk, at børnene får det bedre end, hvis de skal gå og se på, hvor elendigt, jeg har det. At så vil de være bedre tjent, at de kom til at bo ved deres far…(2)
Luna tog ikke sit eget liv, men arbejdsprøvningen pressede Luna ud i situationer, som hun ikke kunne klare, og hun var ikke i stand til at sige fra. (2)
Kroppen sagde fra
Lunas psykiske belastninger viste sig ved, at hendes krop ikke kunne udføre arbejdet ved Hoptimisterne:
… Så lige pludselig begyndte jeg, at jeg – alle mine led gjorde ondt. Jeg kunne simpelthen ikke. Og mine hænder. Jeg kunne ikke bruge mine hænder. Altså. Det gjorde ondt i alle mine led. Både i fingerled og i håndleddet og helt oppe. Det begyndte bare… Og de blev tykke mine fingre også. Og jeg fik at vide, at det nok var slidgigt og leddegigt og sådan noget… Jeg kan slet ikke samle tingene, og det har jeg da aldrig været ude for før, vel.(2)
Når Luna kom hjem og slappede af, var hænderne ikke hævet. Det blev de kun, når hun var på arbejde hos Hoptimisterne. Hjemme kunne hun godt male i flere timer. (2)
Jeg var bare et nul
Lunas sagsbehandler kom ud på værkstedet hos Hoptimisterne og observerede Luna arbejde på afstand. Sagsbehandleren og Luna tog efterfølgende et møde, hvor sagsbehandleren sagde til Luna, at hun ville indstille Luna til en førtidspension. Luna tog ikke godt mod nyheden, for blev hun førtidspensionist, mente hun ikke, at hun var noget værd (2):
… Nej, så føler jeg bare ikke, at jeg kan bruges mere. Jeg kan da lave et eller andet. Så føler jeg bare ligesom… så følte jeg ligesom sådan en nedgradering. At der blev taget medaljer af mig. Alt det er taget til de forskellige typer tog; MR, MZ, MY også IC3. Altså – hele vejen. Og man havde bygget op og taget alle de kørelicenser, sikkerheds og læst og læst store tykke bøger, og havde en god forstand. Så følte jeg bare, at nu blev det hele rykket af. Jeg var bare et nul…(2)
Luna havde kæmpet for at bibeholde en følelse af værdi, og det var på bekostning af både hendes psykiske og fysiske helbred. At sige fra var ikke en mulighed for Luna, og det så sagsbehandleren først efter Luna i flere år var blevet retraumatiseret i det kommunale system.(2)
Forværret sygdom i sygedagpenge-systemet
Når man som Anne og Luna har været påvirket massivt af traumer, er ens personlighed ofte formet eller omformet af traumer. Kvinderne genoplevede deres traumer i helt almindelige dagligdags situationer, som psykisk raske mennesker godt kan klare. Kvinderne havde oplevet så meget svigt, død og vold i deres liv, at deres psyke var gået i stykker. Når der så yderligere blev sat forventninger og krav til dem i sygedagpenge-systemet, oplevede de, at de endnu engang blev svigtet og ikke kunne få den hjælp, de havde brug for. Selv om de kæmpede det bedste, de kunne, var det vanskeligt og alt for belastende for dem at være i sygedagpenge-systemet. De fik førtidspension, men de fik også forværret deres psykiske tilstand.(1, 2)
Om artiklen
Navne og steder i artiklen er blevet ændret for at beskytte interviewpersonens identitet.
Denne artikel er en del af projektet ”Kvinder med Kompleks PTSD”, som er et projekt udført af KompleksPTSD.dk. Formålet med projektet er at formidle viden om, hvem kvinden bag diagnosen Kompleks PTSD er, hvad hun har oplevet, og hvordan disse oplevelser har medført en ændring af hendes personlighed og adfærd. Projektet er baseret på halvstrukturelle interviews. Interviewdeltagerne godkender og redigere alle artikler inden, de offentliggøres.
Kilder
- Interview med Anne (anonym kvinde, som er kendt af redaktionen). 22. marts 2018.
- Interview med Luna (anonym kvinde, som er kendt af redaktionen). 15. nov. 2018.
