Efter traumer kan der komme ensomhed og isolation

Opdateret 25. august 2023

Traumatiske oplevelser som kamp og tilfangetagelse i krig er forbundet med isolation og derved ensomhed. Jeg oplever selv isolation og ensomhed, som følge af, at jeg har været ved at dø af en hjerneblødning, og at min søn døde i mine arme(1). Forskere har interviewet 26 overlevere af kamp og tilfangetagelse under krig og har undersøgt ensomheden i sin dybde.  De kom frem til, at ensomheden hos dem, der havde været udsat for traumer kom af, at de havde nogle erfaringer fra traumerne, som andre mennesker ikke var i stand til at sætte sig ind i. Det gjorde at overleverne følte sig isolerede fra andre mennesker, og derved ensomme.

Behovet for en fælles virkelighed med andre

Mennesker har et grundlæggende behov for at opleve en fælles virkelighed med andre. At der er andre, der har det ligesom dem indvendigt. For overlevere af traumer kan det være uopnåeligt at få dækket dette behov. Kun få har deres erfaringer med traumatiske begivenheder.

Følelsen af at være isoleret fra andre mennesker kan komme ved følgende oplevelse af verden:

• ”Det er som om at være i en anden verden.”
• ”Der er dem, der har oplevet det, og dem der ikke har.”
• ”Ingen kan forstå det, jeg har oplevet.”
• ”Der er ingen ord for det jeg har oplevet.”

Det er som at være i en anden verden

At være hjemme som normalt beskrives som trygt og bekendt, skildrede overleverne af traumer som et sted, som nu var fremmed for dem. I deres fortællinger gav de udtryk for ekstrem isolation og fremmedgørelse.

Arney: ”Du ser dig omkring, og du ser…hele landet fortsætter med at opføre sig som om, intet var sket. Folk går på gaden, butikkerne er åbne, og caféer, og du…og du…du…du kan ikke forstå det. Du kan bare ikke forstå, hvorfor er det sådan, at ikke alle føler ligesom du gør. [. ..] Fra det øjeblik lever du faktisk i distance, [. ..] og jeg ønsker ikke forblive på den her måde til dagen hvor jeg dør.”

Allan: ”Den første gang, jeg tog afsted for at komme hjem. Jeg husker jeg kom hjem. Det var…jeg følte, at jeg var ankommet til en helt anderledes verden… Jeg var ikke forbundet til noget som helst. Intet. Intet!”

Der er dem, der har oplevet det, og dem der ikke har

For overleverne af traumer var der en følelse af, at verden er delt i to. Dem der har oplevet et sådan traume, og dem der ikke har. Og dem der ikke har gået i gennem en sådan forfærdelig oplevelse, er ikke i stand til at forstå, hvad de har gået i gennem.

Sam fortalte om sin terapeut, som lige som ham selv havde overlevet fangeskab under krig:

”… Jeg tror ikke, at nogen andre end Arthur [hans terapeut] ville have været i stand til at komme ind i mit hoved (peger med sin hånd på midten af sit bryst). For resten, ikke bare min. Arthurs eller andre, der har været igennem hvad vi [ham og teraputen] har været igennem. Jeg tror ikke at andre kunne have kommet ind i vores hoved, med mindre han var der [i fangeskab].”

Mardi kunne også sætte sig ind i, hvorfor Holocaust overlevere opfører sig som de gør:

”Kun dem som har gået gennem traumer som jeg har, ved hvor meget disse mennesker har lidt, og hvorfor de opfører sig som de gør.”

Denne todeling af befolkningen i ”dem” og ”os” ses også i, overleverens opfattelse af, hvad der er vigtigt i livet, og hvad der er uvigtigt. Andre mennesker som ikke forstår denne skelnen gør, at overleverens behov for at blive forstået, ikke bliver dækket.

Mardi: ”Dette [erkendelsen af, at nogle aspekter af hverdagen er ubetydelige] kan være forståelsen hos nogle, der forstår hvordan livet kan ende på et øjeblik […] Og den der ikke har været i den situation forstår ikke hvad [det er vi] taler om overhovedet. [de] kan bogstaveligt talt ikke forstå, hvad vi taler om. Og i sandheden  ligger der mange huller, fordi for mig har prioriteter i livet ændret sig, og for hende (hans kone)…[ikke].”

Ingen kan forstå det jeg har oplevet

Behovet for at blive forstået er en del af et mere grundlæggende behov for at dele erfaringer og følelsesmæssige eftervirkninger fra traumet med andre mennesker.

Barney: ”[Folk] har brug for at vide det her [hvad han har gået igennem i krigen] De har brug for at vide det […]Det her er for mig som et stort sår, som jeg graver frem hele tiden. Jeg graver det frem, som om jeg ønsker, at alle skal være inde i såret.  Jeg vil have, at min smerte bliver følt. (3 sekunders stilhed).”

Interviewer: ”Du vil have at [andre mennesker] forstår, hvad du har været igennem?”

Barney: ”Jeg ved ikke om de vil forstå hvad jeg har været igennem, men, men jeg lider. Ting – ting sårer mig – ting der plager mig. Ja, ikke kun fysisk (ordet understreget) smerte. Det er åndelig smerte, følelsesmæssig. Ja.”

Barney oplevede ikke blot, at han manglede, at folk forstod ham og var empatiske. Han føler også et behov for, at andre følte det han følte. Følelsen af isolation fra andre mennesker var så pinefuld. En lignende oplevelse havde Ian. Lige efter krigen kunne han ikke stoppe med at tale om krigen, og folk kunne ikke holde til at høre på det. Dette indre behov, som de havde for at tale om det, kan meget vel skyldes den isolation, som de følte over omfanget af deres post traumatiske oplevelser. Når andre ikke kunne holde til at høre på deres fortællinger blev de nød til at vælge mellem enten følelsesmæssig isolation eller social isolation. Ian fortalte:

”…Folk holdt sig simpelthen væk, så min kone sagde: ”Lyt efter. Snart har vi ingen venner.” Så nu er alle de venner, der kommer i vores hus hendes venner […] og… jeg sætter et tabu over emnet. Jeg gør ikke…om det her – jeg taler ikke om mine følelser.”

”…noget forfærdeligt sker for dig, for dig selv og du kan ikke dele det med nogen længere. [Folk] ønsker ikke at høre det. De kan ikke – ude af stand til at høre. ”

Der er ingen ord for det, jeg har oplevet

Overleverne af traumer ville så gerne fortælle, hvad de har oplevet, og hvordan de har det, men de pinefulde oplevelser var ikke altid til at beskrive.

Tom: ”Jeg kan ikke forklare det.”

Arney: ”Det er utroligt. Det kan ikke begribes.”

Ron: ”…Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det her… Som en anden verden. Jeg ved ikke… Jeg ved ikke engang med hvilke ord, jeg skal beskrive det.. Det er mere en følelse.”

Sprogets mangelfuldhed er endnu en hindring for at overvinde følelsen af isolation, og potentiel ensomhed er det endelige resultat af at bære sådanne traumatiske oplevelser.

Den ekstreme oplevelse af ensomhed

Disse fortællinger fra overlevere af traumer fortæller, at essensen af at opleve isolation og hermed ensomhed kan komme som følge af, at overleverne oplever en kontrast til relationerne omkring dem. Ian beskriver det meget klart, når han uddyber det ekstreme i denne oplevelse af ensomhed:

”I det mest ekstreme er det, når vi [hans kone og sig selv] er til lad os sige…En…Bar-Mitzvah fest eller et bryllup eller noget […] Som festen bliver mere munter, og folk bliver mere indbyrdes forenet, jeg føler mig ensommere. Som om…i  de, i de. Jeg ved der er – lad os sige 600 mennesker [der]. Men indenfor disse 600 mennesker føler jeg mig pludselig virkelig virkelig alene. Og alene med min tristhed. Og tristheden intensiveres i takt med, at glæden intensiveres. Der er virkelig en sammenhæng […] og det, det, det er et spørgsmål om fortsat sorg over noget som jeg har oplevet selv, og andre ikke har.”

Kilde

Stein J. Y. og Tuval-Mashiach R. “Loneliness and Isolation in Life-Stories of Israeli Veterans of Combat and Captivity.”  . 2. juni 2014. www.researchgate.net.

1. Pia Sørensen.