Psykologisk børnemishandling – et mønster der nedbryder barnet
Psykologisk børnemishandling er den mest udbredte form for børnemishandling, og den kan gøre lige så ondt som fysisk vold. Mærkerne er bare inde i barnet. Den omfatter både psykisk vold og følelsesmæssig forsømmelse, og er karakteriseret ved et gentagen mønster eller en eller flere alvorlige hændelser fra forælderen eller anden omsorgsgiver, der ikke imødekommer barnets grundlæggende behov. Det kan for eksempel være behovet for tryghed, socialisering, følelsesmæssig og social støtte, kognitiv stimulering eller respekt. I stedet for formidler forælderen til barnet, at det er værdiløst, mislykket, utilstrækkelig, uønsket, i fare, eller at det primært kan bruges til andres behov, eller måske ligefrem kan skiftes ud.(2)
Børn vænner sig til af blive mishandlet
Mange børn og voksne som er ofre for mishandling lever i hjem eller et miljø, hvor de har vænnet sig til at blive behandlet på en sådan måde, at de anser det for normalt. Nogle gange genkender de det ikke som mishandling, fordi der ikke er nogen fysiske skader.(1) I stedet for er der et igangværende følelsesmæssigt bombardement, der er lige så skadeligt som fysisk mishandling og seksuelt misbrug.(6)
Konsekvenser i barndommen af psykologisk mishandling
Stress hjælper et barn til at klare og tilpasse sig til potentielt truende situationer gennem livet, men for at barnet kan lære at håndtere stress, har den brug for sine forældres eller andre voksnes støtte. Står børn imidlertid meget alene med langvarig stress på grund af psykologisk mishandling, overvælder det barnet. Følgende konsekvenser er almindelige for børn og unge, der har oplevet psykologisk mishandling: (2)
- Problemer med egne tanker, følelser og adfærd.
Fx angst, depression, negativ selvforståelse og negative tænkemåder.(2)
- Følelsesmæssige problemer og symptomer.
Fx stofmisbrug, spiseforstyrrelser, følelsesmæssig ustabilitet, problemer med impulskontrol og borderline personlighedsforstyrrelse.(2)
- Problemer med sociale kompetencer og være antisocial.
Fx social fobi, nedsat social kompetence, manglende empati for andre, isolerer sig selv, overskrider normer, ekstrem afhængighed, seksuel mistilpasning, aggressiv og voldelig og kriminel adfærd.(2)
- Indlærings- og adfærdsproblemer.
Fx forringet indlæring på trods af tilstrækkelige evner og undervisning, færdighedsproblemer, og lave præstationsbedømmelser, fald i IQ over tid, lavere målt intelligens, skoleproblemer på grund af manglende tilpasning og manglende impulskontrol og nedsat evne til at ræsonnere moralsk.(2)
- Fysiske sundhedsproblemer.
Såsom forsinkelser i den fysiske og adfærdsmæssige udvikling, allergier, astma og andre åndedrætslidelser, tobaksrygning og risiikobetonet seksuel adfærd i ungdomsårene.(2)
Typer af psykologisk mishandling
I det følgende vil jeg uddybe, hvad psykisk mishandling helt konkret kan være, og der vil være eksempler fra to voksne, som blev udsat for psykisk mishandling som børn.
Forsømme
Lade barnet klare sig selv i stor stil. Barnet kan have svært med at sætte grænser for dem selv i voksenlivet.(7)
Tillade barnet at drikke alkohol eller bruge stoffer.(7)
Kalde barnet alt for følsom eller dramatisk for at have følelser. Dette giver barnet en besked om, at dets følelser er urimelige og overdrevne, at der er noget galt med barnet.(8) Eksempler:
“Hvis jeg var meget ked af det over noget i mit liv, som var svært og belastende for mig, negligerede min far mine følelser med ord som; Der er nogen der har det meget værre end dig. Hvad piver du sådan over? Og hvis jeg protesterede, sagde han: Du er da også så sart.” (4)
”Så var det heller ikke værre.”(4)
Være væk fra barnet på grund af død, sygdom, skilsmisse, lange arbejdstider eller hyppige rejser på jobbet. Børn af fraværende forældre ender i stor stil op med at opdrage dem selv, og hvis de er det ældste barn, opdrager måske yngre søskende.(7)
Forælderen trumfer barnets følelser med sine egne. Dette fortæller barnet, at dets følelser er ubetydelige og ubrugelige og også forårsager problemer.(8) Eksempel:
“Min mor opfører sig som et offer uden vilje til at ændre på sin livssituation. Hun synes selv, at hun ikke har haft så mange muligheder i sit liv. Hun kan klage og klage og synes, at min far og andre er utaknemmelige. Når jeg foreslår hende, at hun kunne rette op på det, har hun altid alle mulige undskyldninger. Faktisk vil hun blot ynkes. Følelsesmæssigt er jeg hendes mor. Hun er selv uden empati og ikke i stand til at give mig følelsesmæssig støtte.”(4)
Ikke bemærke, når barnet er ked af det, angst, såret eller vred, giver barnets underbevidsthed en besked om, at dets følelser er irrelevante og/eller uvelkomne. (8)
Ikke lytte når barnet snakker. Det giver barnets underbevidsthed en besked om, at dets tanker og ord ikke har betydning. (8)
Undlade at stille barnet spørgsmål om, hvad det kan lide, og hvad dets behov er. (8)
Nedgøre eller straffe barnet for at vise følelser, som forælderen ikke bryder sig om. Dette gør barnet skamfuld over det dybeste, mest personlige udtryk for, hvem de er, deres følelser.(8) Eksempler:
”Du er da også altid så sart.”
”Der er nogen, der har det eget værre end dig.”
Ikke give barnet nok opmærksomhed. Barnet får en følelse af, at det ikke er opmærksomheden værd, og at det er alene. (8)
Undlade at give barnet struktur og den disciplin, som det har brug for. Det giver barnet problemer med selvdiciplin som voksne. (8)
Sende barnet ind på sit værelse for at græde. Dette giver barnet den klare besked, at dets følelser er stødende og uacceptable for andre.(8)
Isolere og afvise
Afskære barnet fra at have normale sociale interaktioner med jævnaldrene, familie og voksne, eller relationerne forstyrres. Barnet mister mulighederne for et støttenetværk.(1) Eksempler:
“Jeg havde som barn mange venner, men ingen venner, som jeg kunne finde støtte hos. Når jeg havde venner og kærester på besøg, kom min mor altid ind til os. Hun havde bagt kage og snakkede og grinede altid fjoget med mine venner og kærester. Alle mine venner og kærester syntes, at hun var flink. De var derfor forbavsede og mente, at det var mig, der var noget galt med, når jeg beklagede mig over min psykopatiske mor.” (5)
“Som 13-årig mistede jeg kontakten til en stor del af min familie. Blandt andet mine søde og elskede bedsteforældre og moster. Efter min mor havde haft et skænderi med sin svigerfamilie, ville hun ikke have noget med dem at gøre, og jeg blev nægtet at besøge dem – selvom de boede lige på den anden side af vejen. Jeg følte, at noget vigtigt og værdifuldt blev revet væk fra mig.” (5)
Sabotere og genindføre nærhed i et forhold uden passende årsag eller grund. Ex en mor der fortæller sin søn, at han er den klogeste dreng i verden mens hun fortæller hans søskende, at han ikke er så klog.(1)
Ignorere barnet enten fysisk eller psykisk. Forælderen er ikke til stede for at reagere på barnet. Måske ser hun ikke på barnet, eller kalder ikke barnet ved sit navn.(2) Eksempel:
“Min far var meget lidt til stede i min barndom. Enten arbejdede han eller også var han aktiv i foreninger. Når han endelig var til stede var han ofte fjern og gerne uinteresseret i mig.”(4)
Aktiv afvisning af barnets behov (ex at afvise at røre barnet, nægte at opfylde barnets behov, latterliggøre barnet).(2) Eksempler:
“Da jeg var omkring 5 år holdt min far op med at kramme mig. Det var cirka samtidig med, at min bror kom til verden, så jeg troede, at han ikke kunne elske mig fordi, at jeg var en pige.”(4)
“Min mor siger altid, at jeg ikke kan snakke med min far om følelser og problemer, at jeg i stedet skal komme til hende med dem. Sandheden er imidlertid, at jeg ikke kan snakke med nogen af dem om følelser, da begge ikke evner empati. Når jeg udtrykker følelser, blev de ofte nedgjort eller negligeret.” (4)
Forsømme barnet ved ex at nægte barnet skolegang, ignorere barnets behov for behandling af psykiske problemer, eller benægte eller ignorere barnets behov for behandling for medicinske problemer.(2)
Perfektionisme samt rangere og sammenligne
Forvente det perfekte af barnet i form af urealistiske, uopnåelige eller en uholdbar standard af orden, organisering, eller realisering på et bestemt område.(1) Eksempel:
“Min mor havde for store krav til mig. Når jeg skulle gøre noget for hende, kikkede hun mig over skulderen og påpegede fejl og mangler i det jeg lavede. Der var ingen ros at hente her.”(4)
Unødvendig og uhensigtsmæssig rangering og sammenligning af barnet med andre.(1) Eksempel:
“Når jeg glad fortalte, at jeg havde fået en god karakter i et projekt, spurgte min mor mig, hvad mine venner så havde fået af karakter. Hvis de havde fået højere karakter end mig, forsvandt min glæde ved hendes spørgsmål.”(4)
Skabe afhængighed af forælderen
Skabe kronisk og uhensigtsmæssig afhængighed af forælderen.(1) Eksempel:
“Da jeg var barn var mine forældre meget hurtige til at gøre ting for mig og løse selv små problemer, og ikke sen til at give mig det indtryk, at jeg ikke kunne så meget selv. Ofte fik jeg ikke engang chancen for at finde ud af, at der var et problem, som jeg skulle løse, inden at de havde skubbet mig til side med ordene: Nu skal vi gøre det for dig. Det var svært for mig at komme med indsigelser, for de sagde jo også: Vi vil jo bare hjælpe dig. Vi vil dig det bedste.” (4)
Omslutte barnet med en usund og overvældende grad af afhængighed og opmærksomhed, så barnet kommer til at forestille sig eller tro, at det kun eksisterer indenfor rammerne af dette forhold. Ex en mor der nægter at passe på sig selv og forventer, at hendes børn indtager forældrerollen. (1)
Infantisering, hvor forælderen behandler barnet som om, det er meget yngre end dets faktiske alder. Ex en mor der hver dag og frivilligt deler seng med sit 10 år gamle barn, eller en forælder der vanemæssigt og på upassende vis svarer for sit barn, når nogen taler direkte til barnet. (1)
Mobbe og terrorisere
Misbrug af relativ styrke – fysisk, social, økonomisk eller følelsesmæssig styrke.(1)
Nedgøre eller udskamme barnet. Ved udskamning fortæller forælderen dig, at du er noget slemt. (1) Eksempler:
“Hvis jeg grædende sagde til min mor, at det gik skidt for mig i et fag i skolen, reagerede hun ikke som forventet med trøst. I stedet for trådte hun mig længere ned ved fx at sige, at jeg altid kunne blive rengøringskone. Var jeg glad for, at noget gik mig godt, kunne hun ex sige: Det er også fordi, du er lyshåret. eller Det har din bror kunne gøre i lang tid.”(4)
Anvende øgenavne; respektløse, nedsættende eller dehumaniserende termer til at beskrive barnet. (1) Eksempel:
“Du er en møgtøs, der ligner din moster, kunne min mor sige eller Brune øjne er onde. Jeg havde brune øjne.” (5)
Selvglad eller nedladende tale: Passiv-aggressiv mådeforælderen træder på barnet på og samtidig bevare en facade af at være rimelig og venlig. (1) Eksempler:
“Det her er alt for svært for dig at forstå.”(1)
“Det er sødt, at du har fundet dig en lille ven.”(1)
Målrettet humor, drilleri eller sarkasme, som er designet til at reducere barnets ry i deres egne øjne eller i andres øjne. Ex fornærme barnet og når barnet så beklager sig, sige at det bare var for sjov. Om barnet da ikke har humor. (1)
Spejle, imitere eller kopiere barnets karakteristika, adfærd eller træk.(1) Eksempel:
“I mange år følte jeg, at min mor tog min identitet, og at hun ville stjæle mit liv. Hun gjorde de samme ting som jeg gjorde. Hun opsøgte mine venner. Hvis hun så noget tøj på mig, som hun syntes var pænt, ville hun have noget magen til. Hun levede som om hun var på min alder. Hun dukkede op alle steder, hvor jeg var. Det var som om, at hun aldrig havde levet sit eget liv, og ikke var i stand til at finde ud af, hvem hun selv var.” (5)
Ugyldiggør barnets tanker, overbevisninger og værdier ved at få barnet til at tro, at de er ringere, mangelfuld, problematisk eller værdiløs.(1) Eksempel:
“Min far og jeg havde forskellige holdninger til mange ting. Når jeg udtrykte mine holdninger smilede han overbærende og sagde: Du skal nok blive klogere når du bliver voksen.”
Objektivisere barnet ved at behandle det som et objekt.(1)
Stille-behandling, hvor forælderens utilfredshed, misbilligelse og foragt udstilles gennem nonverbale gestus, mens der er verbal stilhed. Ex en mor der i mere end et døgn taler med alle medlemmerne i familien – undtagen én.(1)
Terrorisere barnet ved at true eller mobbe barnet og skabe et miljø af frygt hos barnet eller det barnet holder af. At terrorisere kan omfatte at placere barnet eller dem/det barnet holder af (ex søskende, kæledyr eller legetøj) i en farlig eller kaotisk situation, eller opstille stive eller urealistiske forventninger til barnet med trusler om skade, hvis de ikke bliver opfyldt.(2)
Forstyrre barnets søvn ved rutinemæssigt at afbryde, hindre eller begrænse barnets søvncyklus. (1)
Identificere barnet som ansvarlig for problemet, snare end at behandle problemet. (1) Eksempler:
“Du lytter aldrig til mig. Du tænker kun på dine venner.” (1)
“Det er alt sammen din skyld.” (1)
Komme med falske beskyldninger – uberettiget eller overdreven kritik af barnet. (1) Eksempler:
“Min mor var ikke i stand til at påtage sig ansvaret for det, hun havde gjort og sagt. Det var altid de andres skyld. Jeg mindes ikke, at jeg på noget tidspunkt har fået en undskyldning af hende.”(4)
“Gjorde jeg ikke lige tingene på min mors måde, kunne hun skubbe mig til side og gøre det selv, mens hun sagde: Kan du da heller ikke finde ud af noget. Skal jeg da også gøre alting selv.”(4)
Gøre barnet til syndebuk ved at fremhæve barnet til ufortjent negativ behandling eller skyld.(1) Eksempel:
“Jeg har altid følt mig som en udstødt. Én der ikke hørte til i familien.” (5)
Favorisere ved systematisk at give positiv særbehandling til et barn i familien.(1) Eksempel:
“Jeg var misundelig og jaloux på min lillebror, for jeg skulle altid passe ham, og han fik alt opmærksomheden.” (5)
Trekantsdrama hvor forælderen spiller familiemedlemmer op mod hinanden. Eksempel:
“Jeg hadede min far, for han var bødlen. Ham var jeg meget bange for og snakkede ikke meget med ham. Dengang vidste jeg ikke, at det var min mor, der støbte kuglerne og fortalte ham, hvor dum og slem jeg var, og hvor hårdt det var for hende.” (5)
“Min mor sagde hele tiden, at min far ikke var god mod hende. Hun fortalte mig, at han ville bestemme det hele og ikke gav plads til hende. Det gjorde, at jeg fik et helt forvrænget billede af ham, og også var overbevist om, at han heller ikke ville mig. Jeg ved nu, at hun gjorde det fordi hun var jaloux over, at far og jeg kunne lide hinanden.(4)
Eksplosive udsving; følelsesmæssige, verbale eller fysiske udsving, der truer barnets sikkerhed og krænker dets personlige grænser. (1) Eksempel:
“Når min mor var vred på mig eller vil have mig til at svare på nogle spørgsmål, havde jeg ingen muligheder for at undslippe. Jeg blev verbalt overfaldet. Hun var meget konfronterende og stoppede ikke før, at hun fik det svar, som hun havde brug for. Prøvede jeg at komme væk fra situationen for at beskytte mig selv, fulgte hun efter mig.”(4)
Gaslighting og anden manipulation
At lyve uden oplagt motiv – ofte af vane og uden mange hensynstagen til konsekvenserne for barnet. (1)
Patologisk lyvende: Et vedvarende bedrag fra forælderen til at tjene forælderens egne interesser og behov med ringe eller ingen hensyn til barnets behov og bekymringer.(1) Eksempel:
“Jeg kan aldrig regne med, hvad min mor siger. Hun lyver så tit, og når hun siger sandheden er det ofte kun en halv sandhed, som er pyntet med det, som sætter hende selv i det bedste lys. Hun kan også tale og tale uden om problemer og uden at svare på spørgsmål. Det er fuldstændigt umuligt at have en rationel dialog med hende om noget, som jeg synes er vigtigt. Det er som om, at vi taler to forskellige sprog.” (4)
Dobbeltkommunikation, hvor forælderen siger noget positivt til barnet og samtidig siger noget negativt enten verbalt eller med kropssproget. Eksempler:
“Jeg vejer mere end min mor. Forleden var jeg ved at finde en kjole at tage på til en fest. Da sagde hun med sød stemme til mig: ”Nu bruger vi ikke samme størrelse tøj, ellers kunne du godt låne en kjole af mig.” På den måde fik hun fremhævet, at hun var slankere end mig, samtidig med at hun var venlig.” (4)
“Min far har det svært ved, at jeg havde fået en uddannelse. Det er trods flere forsøg ikke lykkes ham. Jeg er derimod akademisk uddannet. Ligegyldig, hvilken udfordring, som jeg står overfor, siger han: Det må sådan en akademiker da kunne klare. eller Jeg troede ellers, at du var akademiker. Mellem linjerne ligger en hentydning om, at jeg da ikke skal tro, at jeg er noget eller kan noget bare fordi, at jeg har en uddannelse.” (4)
Tanke-politi, hvor forælderen forsøger på at sætte spørgsmålstegn ved, kontrol eller yde urimelig indflydelse på barnets tanker eller følelser. (1)
Hysteri, hvor forælderen udviser en uhensigtsmæssig overreaktion på dårlige nyheder eller skuffelser, som afleder opmærksomheden fra det virkelige problem og mod forælderen. Ex en forældres adfærd, der kræver mere opmærksomhed på skadestuen end det skadede barn. (1)
Projektere: Det handler om at forælderen tilskriver barnet følelser og træk, som er forælderens egne eller en anden persons. (1) Eksempler:
“Min mor ser verden i sort og hvidt, god og ondt. Sådan ser hun også på mig. Hun kan med sød stemme sige: Det har du fra mig. Det er fra mine gener. Far kan ikke finde ud af sådan noget. Hun kan endda gå så langt til at sige, at det er hendes skyld, at jeg har fået en uddannelse.”(4)
“Min mor er en mester i at gennemskue, hvis jeg ikke siger sandheden. Selv lyver hun i næsten hver en sætning hun siger. Som barn forlangte hun sandheden, og jeg undslap hende ikke før, at hun fik den.”(4)
“Min mor kunne finde på at sige til mine kærester, at de skulle passe på, for jeg var ikke til at stole på. Det gav mig mange skænderier med mine kærester, fordi hun overførte sin egen dårligdom og utroskab over på mig.” (5)
Manipulere barnet til at vælge mellem to onder. (1) Eksempel:
“Hvis jeg udtrykte utilfredshed over noget, som min mor havde sagt eller gjort, løb hun grædende ud på toilettet. Jeg havde derfor valget mellem at føle mig ond, fordi jeg havde sagt min mening eller at undertrykke min mening. Ofte forsøgte jeg at behage hende. Det var mest trygt.” (4)
”Suge ofret tilbage”: Når barnet prøver at beskytte sig selv ved at begrænse kontakten til forælderen, og forælderen midlertidigt udviser forbedret eller ønskelig adfærd. (1)
Provokere for at opnå en aggressiv eller følelsesmæssig reaktion fra barnet. (1) Eksempel:
“Min far kan godt lide at provokere mig, og jeg faldt i gang på gang. Han siger noget til mig, som han ved, at jeg havde stærke følelser omkring, og jeg protesterede og blev vred eller ked af det. Selv sidder han stille og roligt.”(4)
Manipulere barnet for at kontrollere dets adfærd. (1) Eksempel:
“Min mor ville have hele min opmærksomhed og kærlighed. Hun var jaloux og ville ikke dele mig med min far, så hun skubbede mig og min far væk fra hinanden. Hun lavede et spin af løgne og halve sandheder omkring min far, så jeg trak mig fra ham og syntes, at han var en forfærdelig person, som var meget ond mod min mor. Mit syn på min far er den dag i dag stadig et produkt af løgne.”(4)
Sabotere ved spontant at forstyrre ro eller status quo, for at tjene forælderens personlige interesse, fremprovokere en konflikt eller henlede opmærksomhed. (1) Eksempel:
“Når familien sad om bordet og snakkede, grinede og hyggede os, kunne jeg pludselig se min mor sidde indelukket og surmulende. Så vidste jeg, at det var fordi, at min far fik mere opmærksomhed end hende, og det kunne hun ikke tåle. Jeg forsøgte derfor at føre opmærksomheden over på hende.” (4)
True direkte og indirekte
Trusler, som er upassende om destruktive handlinger eller konsekvenser.(1) Eksempler:
“Det kommer du til at fortryde.”(1)
“Jeg vil aldrig tilgive dig for det du har gjort.”(1)
Følelsesmæssig afpresning i form af et system af trusler og straffe, der anvendes i et forsøg på at kontrollere barnets adfærd. (1) Eksempel:
“Din farmor og farfar hader mig. Hvordan kan du sige, at du elsker mig og stadig ville være sammen med dem?”(1)
Tvinge barnet til at demonstrere eller bevise sin kærlighed til forælderen.(1) Eksempel:
“Hvis du virkelig elskede mig, ville du bruge mere tid sammen med mig end sammen med dine venner.” (1)
”Kanin-kogning”: En måde forælderen kan vise sin vrede på, ved at opføre sig destruktivt mod symbolske, vigtige eller skattede ejendele eller repræsentationer af dem, som de ønsker at gøre ondt, kontrollere eller skræmme.(1)
Udnytte barnet ved at tvinge barnet til at lave det, forælderen ikke selv gider, eller opmuntre eller tvinge barnet til at udvikle upassende eller ulovlig adfærd. Fx at lære et barn at stjæle eller prostituere sig selv.(2) Eksempel:
“Som barn følte jeg mig som askepot. Jeg havde mange faste opgaver. Fx skulle jeg pudse hele familiens sko, vaske og gøre rent, og i de få timer hvor jeg fik lov til at lege i gården, skulle jeg samtidig passe på min lillebror.” (5)
Kilder
- Out of the Fog. “Emotional abuse”. 2021. www.outofthefog.net.
- M. H. Ottesen, S. Frederiksen m.fl. Det Nationale Forskning- og Analysecenter for velfærd. “Psykisk vold mod børn i hjemmet.” Side 15, 19-22, 51. 2020. vive.dk.
- A.A. Mwakanyamale, Y. Yizhen. “Psychological maltreatment and its relationship with self-esteem and psychological stress among adolescents in Tanzania: a community based, cross-sectional study. 2019. Bmcpsychiatry.com.
- Anonym (kendt af redaktionen). November 2015.
- Lone I. Jensen. November 2015
- American Psychological Association. ”Childhood psychological abuse as harmful as sexual or physical abuse. www.apa.dk
- Westside DBT. “How to recognize and overcome childhood emotional neglect. Westsidedbt.com. 2016.
- J. Webb. Psychcentral. “”The 2 types of childhood emotional neglect: Active and passive. 2018. psychcentral.com.