Frygter konsekvenserne, når jeg siger fra

Opdateret 24. marts 2022

For nogen mennesker er det nemt at passe på sig selv. Hvis nogen behandler dem dårligt, siger de prompte fra, og det er det! Jeg ville ønske, at jeg var sådan. Når jeg siger fra overfor andre mennesker kan det udløse en kaskade af følelsesmæssige tilstande inden i mig. Min angst for konsekvenserne af min handling er taget ud af proportioner. Jeg får katastrofetanker, dårlig samvittighed, behov for at tage kontrol, føler mig magtesløs og endeligt en konfliktfuld trang til enten at udvise kulde eller modsat at gøre alt godt igen.

Jeg sagde fra overfor dårlig behandling

For et stykke tid siden oplevede jeg en situation, hvor jeg fik gentagne flashback, når jeg var sammen med en bestemt person. Hun havde nogle karaktertræk, som fik min indre radar til at sitre. Jeg sagde fra overfor hende. Sagde, at jeg ikke ville have noget med hende at gøre mere. Det var godt for mig, og så burde historien slutte der. Det gør den bare ikke, fordi jeg har Kompleks PTSD.

Giver mig selv skylden

Jeg har i mange år øvet mig i at sige fra overfor dem, der overskrider mine grænser. Det er faktisk rigtig svært for mig, fordi, at jeg på et grundlæggende plan tror, at det er min egen skyld, hvis nogen overtræder mine grænser, for de grænser har slet ikke ret til at være der. Grundlæggende er jeg bare vanskelig, alt for nærtagen og skal acceptere andres opførsel.

De tanker træder i kraft lige så snart, at jeg har sagt fra overfor en person. Så kommer den dårlige samvittighed og slår mig med en forhammer. Jeg stiller spørgsmål ved om, det nu også var okay, at jeg sagde fra. Måske mente hun ikke de grimme ord, som hun sagde til mig, så slemt som hun sagde. Hun har gjort det før, men var det nu også så slemt de gange? Jeg mærker skylden indvendigt. Jeg er nok også lidt sart og nærtagen.

Frygter konsekvenser, når jeg siger fra

Et eller andet sted har jeg alligevel en tro på, at det er ok, at jeg er mig, og at jeg selvfølgelig skal passe på mig selv. At det er min ret. Jeg er nu stolt over, at jeg fik sagt fra overfor hende. Men den stolthed står ikke alene, for så kommer frygten. Hvilke konsekvenser mon det har, at jeg sagde fra overfor hende? At jeg sagde, at jeg ikke ville finde mig i hendes opførsel.

Bliver hun nu ond? Vil hun bagtale mig? Vil hun være total kold overfor mig? Frygten fylder det hele. Jeg er så bange for, hvad hun kan finde på, for jeg tror på, at det værste. Min hjerne forestiller sig en masse scenarier, og de ender ikke godt.

Må beskytte mig selv

Jeg bliver nød til at tage kontrollen, tænker jeg. Jeg må finde en løsning på alle de scenarier. Nu handler det om at beskytte mig selv. Min hjerne har travlt, for der er så mange forfærdelige scenarier, der kan fremkomme, og at finde løsninger på dem alle sammen, er nærmest umuligt. Jeg prøver og prøver. Jeg forbereder mig på det værste, men kan slet ikke følge med. Jeg kan ikke styre, hvad hun gør. Det er umuligt. Magtesløsheden overvælder mig. Jeg må tage det der kommer. At sige fra har en pris, men det har det også hvis jeg ikke siger fra.

Angsten fylder mig til bristepunktet

Prisen er, at jeg ikke ved, hvad der nu kommer til at ske, og det er en forfærdelig følelse for mig, fordi jeg netop tror, at det værste vil ske. Angsten fylder mig til bristepunktet, og sorgen sniger sig ind med en overbevisning om, at hun vil vende folk imod mig, at jeg vil miste folks tillid og tro på mig, for det har jeg også oplevet ske i mine traumer.

Mine katastrofetanker holder mig vågen

Uroen sidder konstant i min krop. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Om natten har jeg svært ved at falde i søvn, og jeg vågner meget tidligt om morgenen og kan ikke mere sove. Min hjerne arbejder på højtryk for at finde løsninger, men der er så mange ubekendte. Tankerne, ideerne og løsningerne er for mange.

Det værste der kan ske vil ske!

Det er som om, at min hjerne ikke er i stand til at tage det roligt og på rationel vis finde frem til, hvad der er bedst for mig at gøre. Jeg tror det er fordi, at frygten for, hvad der kan ske er så overvældende. Den fylder min hjerne og spænder ben for fornuftige tanker. Den ser det værste der kan ske for sig og så virker det på mig som om, at det er det mest sandsynlige scenarie. Det er nok fordi, at jeg har haft nogle forfærdelige traumer i mit liv – som var det værste, der kunne ske. Det har så gjort, at min hjerne er overbevist om, at jeg igen og igen skal opleve det værste, der kan ske. Er det egentlig ikke også det PTSD handler om. At ens hjerne er om kodet til tro, at fortidens rædsler vil gentage sig?

Kan hun stadig lide mig?

Et eller andet pinligt sted inden i mig, tænker jeg også: Vil hun stadig kunne lide mig? Hvad betyder det om hun ikke kan lide mig? Jeg har efter længere overvejelse besluttet, at jeg ikke kan lide hende nok til at hun skal være en aktiv del af mit liv. Det er mærkeligt. Det indrømmer jeg gerne.

Jeg har oplevet mig selv smile venligt til hende og være høflig og snakkende, selvom jeg ikke mere vil have noget med hende at gøre. Så føler jeg mig falsk, men jeg ved egentlig godt, hvorfor jeg gør det. Det er for at afvæbne hende. For at hun ikke skal blive farlig for mig.

Måske er hun ikke så slem endda!

Når der er gået noget tid kan jeg få overbevist mig selv om, at hun ikke var så slem endda. Minderne om hendes egoisme, og at hun gentagne gange har trådt på mig træder i baggrunden, og jeg ser mig selv grine af hendes vittigheder og tænke på hendes gode sider. Jeg kan så være som et pendul, hvor jeg fra dag til dag kan svinge mellem, at jeg synes, at hun skal have en chance mere, og at jeg skal holde mig langt væk fra hende. Mine signaler udadtil må være meget forvirrende. Det kan jeg godt se. En dag tager jeg afstand. En anden dag smiler jeg. Og som tiden går, bliver den indre konflikt, som jeg har med mig selv, ved: Min overbevisning om, at det er i orden, at jeg passer på mig selv kæmper mod den modsatte overbevisning: At jeg ikke er noget værd og skal finde mig i, hvad der bliver serveret for mig.