Stress og angst kan give Depersonalisation og derealisation

Opdateret 24. april 2024

Alvorlig stress, depression, angst og stofmisbrug er ofte forbundet med lidelsen Depersonalisations-derealisationstilstand, som 0,8 % til 2,8 % af befolkningen lider af. Lider man af depersonalisation har man en distance til sig selv. Man kan fx føle sig frakoblet fra dele af sig selv eller føle, at man ikke har nogen identitet. Ved derealisation er det omgivelserne der synes uvirkelige eller ukendte. Verden omkring personen kan fx føles sløret eller distanceret. Når man lider af derealisation eller depersonalisation ved man godt, hvad der er virkelighed. Man er således ikke psykotisk og hallucinerer.

Sådan opleves depersonalisation

Personer, der oplever depersonalisation kan føle, at de ikke har nogen identitet. De kan være i stand til at genkende men ikke opleve følelser. Deres tanker kan de opleve som fremmede og ikke deres egne. De kan også føle sig afkoblet fra hele deres krop eller specifikke dele af deres krop, eller være ude af stand til at registrere eller forstå fornemmelser så som berøring, sult eller tørst. De kan også føle sig robotagtige og ude af kontrol, eller have en ”ud-af-kroppen-oplevelse”, hvor de føler sig som om, at de er vidne til deres egne handlinger som en passiv observatør.(3)

Forskellen på depersonalisation og hallucinationer

Selvom depersonalisation ligner oplevelser med hallucinationer, som dem der findes ved psykotiske forstyrrelser, opleves den som noget, der foregår ”indvendigt”. Personen med depersonalisation tilskriver ikke oplevelsen til omverden eller tror, at oplevelsen kan observeres af andre. Desuden er depersonalisation beskrevet i ”som om-vendinger” med intakt realitets test.(4)

Ved depersonalisation er der ofte en indre dialog

Depersonalisation hos personer med dissociative tilstande er ofte forbundet med det diagnostiske træk, hvor der er vedvarende dialog mellem deltagne og observerende selv. Denne dialog kan være stille eller talt højt og involverer ofte en kamp.(4)

En typisk indre dialog mellem deltagne og observerende selv kan være: (4, 5)

Det deltagne selv: ”Ja. Det kan jeg godt finde ud af.”

Det observerende selv: ”Gu kan du da ej. Du tror du kan det hele. Du kan ikke en skid. Hvem fanden tror du, at du er? Din amatør. Du tror så meget om dig selv, men alle kan jo se, at det er noget være makværk, du laver.”

Sådan opleves derealisation

Personer der oplever derealisation kan føle, at verden, individer, ting eller alle omgivelser er uvirkelige, ukendte eller separate. De kan føle det som om, at de er i en drøm, tåge eller boble eller som om, at de er separeret fra verden omkring dem af glas eller et slør. Verden omkring dem kan synes farveløs, livløs eller kunstig, og andre visuelle forvrængninger vedrørende slørethed, fladhed eller distance kan være tilstede. Auditoriske forvrængninger kan medføre, at stemmer bliver opfattet som enten dæmpede eller skærpede.(3)

En person med Dissociativ identitetstilstand (DID) beskriver sin oplevelse med derealisation således:

”Dengang, hvor jeg var ved at få det bedre, kunne jeg ofte være i mit hjem og føle, at alle rummene virkede meget ukendte. Det her er ikke, hvor jeg bor. Disse ting er ikke mine. Jeg havde også min mand og børn – jeg vidste hvem de måtte formodes at være, men de virkede overhovedet ikke velkendte for mig. Og det kunne vare flere dage – måske en uge.”

Hvor mange lider af depersonalisation eller derealisation?

Forbigående episoder af depersonalisation eller derealisation, der varer timer eller dage er almindelige i befolkningen, men kun 0,8 % til 2,8 % i hele verden opfylder kriterierne for denne lidelse (DSMV).(3)

Hvornår og hvorfor kommer lidelsen?

Opståen af lidelsen kan være pludselig eller gradvis, og episoder kan vare fra timer til år. Stress og miljøfaktorer kan trigge episoder eller forværre symptomer. Selvom barndomstraumer er forbundet med Depersonalisations-derealisations tilstand, er denne forbindelse ikke så stærk, som den er for andre dissociative tilstande. Tilstanden er ofte forbundet med alvorlig stress, depression, angst og stofmisbrug. Der er også bevis på, at meditation kan trigge depersonalisation eller derealisation.(3)

Depersonalisations/derealisations tilstand starter normalt i løbet af teenageårene, skønt det kan starte i tidlig barndom eller midt i barndommen. Det er sjældent, at det begynder så tidligt, at man ikke kan huske livet uden det eller efter, at man har passeret 25 år. Start på lidelsen efter 40 års alderen er meget usædvanlig.(3)

Når depersonalisation og derealisation ikke er en dissociativ tilstand

Episoder af depersonalisation eller derealisation, der kun forekommer under panikanfald, bør betragtes som aspekter af en angstlidelse. Følelsesløshed, apati og uvirkelighed på grund af en alvorlig depressiv lidelse berettiger ikke en diagnose af Depersonalisations/derealisations tilstand. Ved fravær af en realitetstest, bør en psykotisk forstyrrelse blive diagnostiseret.(3)

Ved PTSD og Kompleks PTSD er depersonalisation og derealisation almindelig, specielt ved situationer med genoplevelse af episoder, så som flashback. Hvis det er begrænset til disse episoder, er en tillægsdiagnose som “Depersonalisations/derealisatiions tilstand” ikke aktuel. Men hvis depersonalisation og derealisation forekommer derudover, eller er vedvarende efter genoplevelse af episoder, kan diagnosen “Depersonalisations-derealisations tilstand” blive tildelt. (1)

Diagnostisering af Dissociativ depersonalisation

Et af de værktøjer, som bruges til at vurdere om en person lider af depersonalisation er ”Det diagnostisk strukturelle interview SCID-IV, som er beskrevet i det følgende. ”(11)

Nedenstående symptomer kan indikere om en person lider af dissociativ depersonalisation. Der skal en psykiater til for at fastslå om det er tilfældet.

Dissociativ depersonalisation af svær karakter (4)

Blot et enkelt symptom er nok:

• Vedvarende episoder af depersonalisation (24 timer eller længere).
• Episoder med depersonalisation sker dagligt eller ugentligt. Kan være kort- eller langvarig.
• Jævnlige (mere end 4) episoder af depersonalisation, hvor en af følgende er gældende:
  • Giver forringelse i, hvordan hun fungerer socialt eller beskæftigelsesmæssigt.
  • Virker ikke til at være fremkaldt af stress.
  • Er vedvarende (over 4 timer).
  • Er forbundet med dysfori. Ex en generel utilfredshed med livet.

Depersonalisation af moderat karakter (4)

Blot et enkelt symptom er nok:

• Jævnlige (mere end 4) episoder med depersonalisation. (Kan være kortvarige eller længerevarende. Kan være fremkaldt af stress.)
• Episoder (1-4) af depersonalisation, hvor en af følgende er gældende:
  • Giver forringelse i, hvordan hun fungerer socialt eller beskæftigelsesmæssigt.
  • Virker ikke til at være fremkaldt af stress.
  • Er vedvarende (over 4 timer).
  • Er forbundet med dysfori. Ex en generel utilfredshed med livet.

Depersonalisation af mild karakter (4)

Enkelt episode eller sjældent (1-4) episoder af depersonalisation, som er kortvarig (mindre end 4 timer, og sædvanligvist associeret med stress eller træthed.

Diagnostisering af Dissociativ derealisation

Nedenstående symptomer kan indikere, at en person lider af Dissociativ derealisation. Der skal en psykiater til for at fastslå om det er tilfældet.

Dissociativ derealisation af svær karakter (4)

Blot et enkelt symptom er nok:

• Vedvarende episoder af derealisation (24 timer eller længere).
• Episoder med derealisation sker dagligt eller ugentligt. Kan være kort- eller langvarig.
• Jævnlige (mere end 4) episoder af depersonalisation eller derealisation, hvor en af følgende er gældende:
  • Giver forringelse i, hvordan hun fungerer socialt eller beskæftigelsesmæssigt.
  • Virker ikke til at være fremkaldt af stress.
  • Er vedvarende (over 4 timer).
  • Er forbundet med dysfori. Ex en generel utilfredshed med livet.

Derealisation af moderat karakter (4)

Blot et enkelt symptom er nok:

• Jævnlige (mere end 4) episoder med derealisation. (Kan være kortvarige eller længerevarende. Kan være fremkaldt af stress.)
• Én eller få episoder med derealisation, hvor en af følgende er gældende:
  • Giver forringelse i, hvordan hun fungerer socialt eller beskæftigelsesmæssigt.
  • Virker ikke til at være fremkaldt af stress.
  • Er vedvarende (over 4 timer).
  • Er forbundet med dysfori. Ex en generel utilfredshed med livet.

Derealisation af mild karakter (4)

Enkelt episode eller sjældent (1-4) episoder af derealisation, som er kortvarig (mindre end 4 timer, og sædvanligvist associeret med stress eller træthed.

Behandling af en depersonalisations tilstand

Som det gælder for de andre dissociative tilstande, har ingen kontrollerede studier taget fat på behandlingen af Depersonalisations tilstand. Depersonalisations tilstand er blevet beskrevet som resistent over for psykofarmakologiske og psykoterapeutiske tiltag. Behandlinger, der aktuelt anvendes, inkluderer en variation af modeller blandt andet kognitive og adfærdsmæssige tilgange, psykoanalyse og psykofarmologi.(2)

Diagnosen Depersonalisations-derealisations tilstand

Psykiatere og specialpsykologer bruger i øjeblikket diagnosemanualen ICD-10 fra WHO. I den nye diagnosemanual, ICD-11, vil diagnosen for Depersonalisation-derealisation være ændret. Ændringerne træder i kraft, når en arbejdsgruppe er færdig med at oversætte ICD-11, hvilket forventes vil ske i 2027.(6)(7)

Diagnosen F48.1 Depersonalisations-derealisation syndrom i ICD-10(8)

En sjælden lidelse, hvor patienten spontant klager over, at hans eller hendes mentale aktivitet, krop og omgivelser er ændret i deres kvalitet, så de virker uvirkelige, fjerntliggende eller automatiserede. Blandt de forskellige fænomener ved syndromet, klager patienter oftest over tab af følelser og følelser af fremmedgørelse eller løsrivelse fra deres tænkning, deres krop eller den virkelige verden. På trods af oplevelsens dramatiske karakter, er patienten opmærksom på forandringernes uvirkelighed. Sensoriet er normalt og evnen til følelsesmæssig udtryk er intakt. Depersonalisations-derealisations-symptomer kan forekomme som en del af en diagnostiserbar skizofren, depressiv, fobisk ellerobsessiv-kompulsiv lidelse. I sådanne tilfælde bør diagnosen være den primære lidelse.

Diagnosen 6B66 Depersonalisations-derealisations tilstand i ICD-11(1)

Depersonalisations-derealisations tilstand er karakteriseret ved vedvarende eller tilbagevendende oplevelser af depersonalisation, derealisation eller begge dele.

Depersonalisation er karakteriseret ved at opleve selvet som mærkelig eller uvirkelig, eller føle sig isoleret fra, eller som om én var en udenforstående observertør af ens tanker, følelser, sensations, krop og handlinger.

Derealisation er karakteriseret ved at opleve andre personer, objekter, eller verden som mærkelig eller uvirkelig (fx drømmeagtig, fjern, tåget, livløs, farveløs, eller visuelt forvrænget) eller føle sig skilt fra ens omgivelser.

Under oplevelse af depersonalisation eller derealisation forbliver test af virkeligheden intakt.

Oplevelsen af depersonalisation eller derealisation forekommer ikke kun under en anden dissociativ tilstand og er ikke bedre forklaret af en anden mental, adfærdsmæssig eller neuroudviklings forstyrrelse. Fx angst, PTSD eller personlighedsforstyrrelse. Oplevelsen af depersonalisation eller derealisation skyldes ikke den direkte effekt på centralnervesystemet fra et stof eller medicin, inklusiv effekt af abstinenser og skyldes ikke en sygdom i nervesystemet eller et hovedtraume. Symptomerne resulterer i signifikant lidelse eller forringelse i personlige, familiemæssige, sociale, uddannelsesmæssige, beskæftigelsesmæssige eller andre vigtige funktionsområder.

Læs mere her.

 

Kilder

1. World Health Organization.”ICD-11 for Mortality and Morbidity Statistics (Version: 05/2021). www.icd.who.int.
2. International Society for the Study of Trauma and Dissociation. “Dissociation FAQ´s.” www.isst-d.org. 
3. DID Research. “Depersonalization/Derealization Disorder.” 3. februar 2022. Did-research.org.
4. Marlene Steinberg. ”Interviewer´s guide to the structured clinical interview for DSM-IV Dissociative Disorders. Side 12, 18-20″. American Psychiatric Association. 1994.
5. Anonym aktør. Kendt af redaktionen.
6. Specialpsykolog i psykiatri, Line Bang Mikkelsen. Klinik for traumeterapeuter. Medlem af arbejdsgruppe, der oversætter ICD-11. Udtaler sig kun på egne vegne. E-mail af 15. oktober 2022.
7. Klinisk professor i psykiatri, projektleder for oversættelsesarbejdet af ICD-11, René Ernst Nielsen. E-mail af 20. april 2024.
8. World Health Organization.”ICD-10 Version: 2019. icd.who.int.